64
vendte han sig i Søvne om paa den anden Side. Jo, de holdt godt nok Øjnene aabne; og det gjorde Prinsessen med, hun fik heller ikke Blund i sine Øjne; hun laa og skammede sig over at have den grimme Graaben liggende dèr inde i sit fine Kammer. — Han lod til at sove sødelig hele Natten, og i den tidlige Morgenstund rejste han sig op, tog sine Træsko og listede sig ned ad Trapperne.
Glad var Prinsessen, at det var overstaaet, og glad var hun ved de to prægtige Sager, hun var kommen saa nemt til, syntes hun. Hun frydede sig rigtig med sin Guldten og sin Guldhaspe, og hun maatte strax have dem taget i Brug. Saa hørte hun Stodderen huje og raabe uden for igjen; nu var han ved at vande Kørene. Hvad mon han nu brugte til at jage ad dem med? Det maatte hun dog se. Nej! dèr havde han jo igjen et tredje Stadsstykke af en Guldvæveskyttel, som han gik og daskede med. Den hørte da saa bestemt med til de to andre; den maatte hun dog se at faa fra ham for Guld eller gode Ord. Det mente Ternerne ogsaa, og en af dem kom strax løbende ned og bad ham sælge den Skyttel; Prinsessen vilde give for den, hvad det saa skulde være. »Ja lad mig saa komme op og snakke med hende selv,« sagde Graaben, »den er ellers ikke til fals.«
Saa kom han jo op, og denne Gang fik han Lov at komme inden for Døren i hendes Kammer; der havde han jo været før, og de var ligesom blevet bedre bekjendte. »Naa, lille Graaben!«. sagde Prinsessen, »hvad skal jeg saa have den Guldskyttel for? Jeg vil give dig et Hundrede Daler for den. Saa véd jeg, du kan være glad.« — »Nej!« sagde Graaben, »den er ikke til fals for Penge. Vil Prinsessen have den, saa maa hun give mig Lov at ligge i Nat og sove paa Gulvet ved Siden af hendes Seng.«
