63
Men hvad var nu det, han igjen havde faaet at gjenne ad Fæet med? Det lignede Guldtenen, men nu var det en Guldhaspe, han gik og svingede med. Da hun nu havde Guldtenen, saa syntes hun, at den Guldhaspe maatte hun ogsaa have, og hun fik igjen sendt Bud ned til ham, at hun vilde kjøbe den. Ja, sagde Graaben, saa maatte hun selv tinge om Prisen med ham. Saa kom han op og fik ligesom sidst Lov at se hende ude paa Gangen. Hun bød store Penge, men han vilde ikke sælge; han vilde give hende den, naar han blot den Nat maatte ligge og sove inden for hendes Kammerdør. »Uf nej!« sagde Prinsessen, »ikke for aldrig det!« Men da han saa vilde gaa, gav hun sig dog paa ny til at hviske med sine Terner; og de sagde, at den Haspe maatte hun jo have, den hørte til Tenen; og det kunde jo aldrig gjøre noget, at han laa dèr; de skulde nok tie med det, og de vilde sidde i Kammeret og vaage hele Natten, saa kunde Prinsessen være ganske rolig.
Naa ja! det fik jo saa være, naar det ikke kunde være anderledes. Og om Aftenen kom Graaben da listende nok saa pænt paa Hosesokker, sine Træsko havde han i Haanden, og Guldhaspen havde han med sig og flyde Prinsessens Terner, som alle var paa Benene. Han fik saa Lov at lægge sig lige inden for Døren; Himmelsengen, som Prinsessen laa i, stod i den anden Ende af Kammeret, og alle Ternerne de tog saa Plads paa Stole midt imellem; de havde Lys at se ved og havde deres Haandarbejde. De var jo nok temmelig søvnige, da de havde vaaget forrige Nat; men de holdt dog Øjnene aabne den Nat med.
Hver Gang en af dem begyndte at nikke, saa fór hun op igjen med et Sæt, for Stodderen ved Døren han laa ikke rigtig stille: — saa rakte han en Arm, saa strakte han et Ben, saa
