61
Sendebudene vide, at nu maatte de selv se, hvordan de kom hjem igjen; men før vilde hun gaa for hver Mands Dør og tigge sin Føde, før hun vilde vide af deres danske Stodderprins at sige.
Sendebudene kom da tilbage til Danmark og bragte Prinsessens haanlige Svar og Tidende om Kongeskibet, der laa paa Havsens Bund med sine gyldne Ræer og Silkesejl. Og nu vilde den danske Konge da strax stikke i Søen at hævne Skade. Men Kongesønnen fik ham dog fra det: han lovede, at han skulde nok faa den stolte Prinsesse til at fortryde al den Haan, hun havde vist ham.
Saa rejste han bort ganske alene og kom ukjendt til Engelland. Dèr fik han trukket i en gammel Dragt af graat Vadmel, baade laset og skiden, og han fik en gammel Bulehat paa Hovedet og Træsko paa Benene, og han fik sig baade sværtet og malet, saa han kom til at ligne en rigtig gammel Stodder. Han fik Stav i Haand og Pose paa Nakken, og saadan kom han da travende til Kongens Gaard. Der var en stor Avling til den Kongsgaard, og der var mange Udhuse. Han søgte da til Kostalden og gav sig i Snak med Røgteren. Han var saa syg og saa daarlig, sagde han, og bad saa mindelig om en Bid Mad og om Nattely i Kostalden. Han fik baade det ene og det andet, og saa sov han den Nat i Stalden hos Kørene.
Saa om Morgenen siger Stodderen — Graaben kaldte han sig —, at da nu Røgteren havde været saa god ved ham, saa vilde han da hjælpe ham med at vande Kreturet. Og det fik han godt Lov til. Saa trak han op af sin Pose en Guldten, han havde med sig, og den gik han og gjennede Fæet med.
Det traf sig nu saa, at Vandingen laa lige under Prinsessens Vinduer. Hun var oppe og stod og saa' Kvæget blive drevet
