40
Kongen var hel ærgerlig over dette. »Du spolerer mig alle mine Karle,« sagde han; det ser galt ud, naar det kommer til Udskrivning.« Men han maate jo holde sin egen Lov; der var ikke noget ved at gjøre.
Saa var der en Gaardmand der i Landet, som havde tre Sønner, de hed Per og Povl og Esben. De to ældste gik og gjaldt for meget vittige Hoveder, de havde været paa Højskole, og de kunde snakke Fanden et Øre af, sagde man, og det mente de ogsaa selv, og de vilde da se, om ikke en af dem med sit Snakketøj kunde vinde Prinsessen og blive Konge i Landet. Den af dem, som ikke blev Konge, han skulde være første Minister, det var de to enige om.
Deres Fader var stolt af dem og havde god Tro til deres Talegaver, saa han gav dem fine Klæder og et Par Stadsheste med Sølvbidsler, og nu skulde de da afsted. — »Jeg vil med,« sagde Esben, han gik der hjemme, som et Skumpelskud og gjaldt for en Halvtosse. Han blev kun sat til de allerringeste og groveste Arbejder, som at grave Tørv og kjøre Møg, og han havde sit Lejested i Askekulen; derfor kaldte de ham Esben Askepuster. »Jeg vil med,« sagde han. — Nej, det skulde de ikke have noget af, sagde Brødrene; han kunde blive hjemme i sin Askekrog, det havde han bedst af. — »Jeg er pæn nok, som jeg er, jeg forlanger ingen nye Klæder,« sagde Esben; men han vilde dog have en Hest at ride paa, hvordan den saa blev. Men det var der ingen Raad til; Faderen og Brødrene lo blot ad ham og sagde, at han havde jo Blak Skinneben. — »Ja, jeg vil med,« sagde Esben, og saa løb han bag efter sine to stadselige Brødre, da de red af Gaarde.
Da de er komne et lille Stykke paa Vej, saa raaber Esben efter dem: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« — »Hvad har du
