28
Manden gik hver Dag og grundede paa, hvordan han skulde kunne klare de Ærter, men han kunde ikke finde ud af det, saa da den Dag kom, da han skulde møde i Retten, var han helt fortumlet i Hovedet. Saadan kom han da til Kjøbstaden, hvor han skulde møde. Da han gik op ad Gaden, saa' han helt forstyrret ud, og han saa' sig om til alle Sider. Da var der en Prokurator, som stod og saa' ud ad sit Vindue; han kunde strax se, at der var noget i Vejen med den Mand. Han løb ud og sagde: »Hvad fejler jer? min gode Mand!« — »Det kan aldrig hjælpe, jeg siger jer det,« sagde Manden; »jeg skal have fat paa en, som kan baade sno og dreje.« — »Det kan jeg,« sagde Prokuratoren, og han fik Manden ved Armen og fik ham ind til sig. Her gik Synderen til Bekjendelse og fortalte det hele, som det var tilgaaet. Kunde Prokuratoren nu hjælpe ham ud af denne Knibe? »Ja, det skal vi magelig,« sagde Prokuratoren; »naar du kommer op i Retten, og de vil spørge dig ud, saa skal du ikke sige andet end: ja pyt! hvad de saa siger til dig.« — »Naa, det er godt,« sagde Manden; »men hvad skal I nu have for jeres Ulejlighed?« — »Det kan vi snakke om, naar du kommer tilbage, og vi ser, hvordan det er gaaet,« sagde Prokuratoren; »saa ser du indenfor til mig.«
Da nu Manden kom op paa Tingstuen, saa spurgte Herredsfogden ham, om han havde solgt sin Ko saaledes som han var beskyldt for. »Ja pyt!« sagde Manden. Herredsfogden blev ved: »Jeg spørger, om du har solgt din Ko til disse sex Mænd, hver især, og faaet ti Daler paa Haanden af enhver af dem.« — »Ja pyt!« svarede Manden. Herredsfogden spurgte ham tredje Gang, og han raabte ham det ind i Øret: »Har du solgt din Ko til disse sex Mænd?« »Ja pyt!« sagde Manden. Andet var der ikke at faa ud af ham, og han saa' jo helt taabelig ud.
