9
siden. — Men du er en rask Dreng, og hvis du har Lyst at komme og besøge mig, saa har jeg nok noget andet, som kan være dig nyttigere end de tyve Skilling.» — »Ja, hvor bor du?« siger Hans. »Lige øst for Kirken,« siger Døden; »hvor det lyser op af Jorden, dèr skal du ind. Kom saa næste Midnat!« Ja, det lovede Hans, og dermed skiltes Døden fra ham.
Den Dag forslog Hans Tiden med at plukke Nødder, og da det blev Midnat, gik han igjen op paa Kirkegaarden. Øst for Kirken fandt han en aaben Grav, som der stod et Lysskjær op af. »Her maa det være,« tænkte Hans. Men der var ingen ordentlig Nedgang; der var bare et lige, dybt Hul. Saa tog Hans Brandhagen, som hang paa Kirkemuren, og slæbte den hen til Hullet for at maale Dybden. Men der var ingen Bund at finde med Brandhagen. »Man maa hjælpe sig, som man kan,« sagde Hans, saa lagde han Brandhagen tværs over Hullet, og saa gik han hen og hentede Klokkerebet fra Taarnet og Kirkestigen fra Muren; den ene Ende af Rebet gjorde han godt fast i Brandhagen, den anden i Stigen, og saa firede han Stigen ned i Hullet. Men der var endnu ingen Bund at mærke. »Ja, det faar ikke hjælpe,« tænkte Hans, »dette her maa jo være den rette Vej, og hvad man har lovet, det maa man holde.« Saa strøg han ned ad Tovet, og derpaa gik han ned ad Stigen saa langt den rakte, og saa hængte han sig med Hænderne i det nederste Trin og søgte efter Fodfæste; men der var endnu ikke noget. Saa lod han sig dumpe, det var endda et godt Stykke; men han faldt ganske blødt ned paa en dejlig grøn Eng. Dèr saa' han en Dør lige for sig, som Lyset skinnede ud af, og dèr gik han ind, og ganske rigtig: dèr stod hans gamle Ven fra i Aftes og bød ham velkommen.
