Side:Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/194

Denne side er blevet korrekturlæst

178


Tid; derfor varer jeg dig ad.« — »Venter I dog ikke paa Himmerige?« spørger Studenten. »Nej!« svarede den gamle; »det er for silde for mig at vente paa. Men jeg har Lovning paa den bedste Seng, der er i Helvede, naar jeg kommer dèr. — Men hvor agter du dig hen for Tiden?« — »Jeg agter mig til Helvede,« siger Studenten; »men jeg haaber at komme tilbage igjen; saa skal jeg høre her indenfor og sige dig, hvad de kalder den bedste Seng i Helvede.« Saa fortalte Studenten ham endnu kortelig sin Historie, og saa gik han videre.

Han vidste god Vej, og han gik, lige til han kom til Helvedes Port. Dèr bankede han paa, og det var ingen anden end Haltefanden, som lukkede op for ham. Han kjendte ham strax, og han bød ham velkommen. »Du kommer endda lidt før Tiden,«  sagde han. Studenten svarede ham ikke, men søgte lige hen til den gamle, som stod i Lænker. Ham spurgte Studenten, om han strax vilde fly ham den Haandskrift tilbage, som Haltefanden havde narret hans Fader fra. »Nej!« sagde den gamle; »har du aldrig hørt, at hvad der først er kommet i Ulvs Mund, det kommer ikke let løs igjen?« Saa tog Studenten sin Skindpung frem og deraf tog han den ene Rugvippe, og med den gav han sig til at banke paa den gamle i Lænkerne.

Det gjorde ondt, for den gamle skreg og hvinede og sprang i sine Lænker og raabte paa Haltefanden, at han skulde komme med den Haandskrift. Men Haltefanden skjulte sig og svarede ikke. Da tog Studenten den anden Rugvippe frem og begyndte atter at banke paa den gamle Djævel med den, og han tog igjen paa at hyle og skrige værre end før paa Haltefanden, at han skulde komme frem med den Haandskrift. Haltefanden vilde ikke; men den gamle Djævel havde flere tro Tjenere, og dem bad han at tage Haltefanden og kaste ham i den