172
Slot. — »Er I her alle sammen?« sagde han. Nej, Nordvesten var ikke kommen endnu, men han maatte snart være her. Og det varede kun et Øjeblik, saa kom Nordvesten brusende hjem og lagde sig med et Smæld. »Kjender du saa ikke det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden?« spurgte Tjeneren. »Jo,« sagde Nordvesten, han vidste nok, hvor det Slot laa; men det var grumme langt borte: det var meget sjælden, at han naade saa langt. »Og tage en gaaende Person med dèr hen,« sagde Nordvesten, »det kan jeg ikke indlade mig paa; det vilde sinke mig alt for meget. Saa naade jeg aldrig der hen.«
Da det Bud kom op paa Slottet, saa blev baade Kongen og Ungersvenden glade, og Kongen lod strax gaa Bud til Nordvesten igjen, at der hjalp ingen Snak: næste Morgen skulde han tage den gaaende Person med, om han skulde gaa aldrig saa langsomt; for den gaaende Person havde bragt ham Bud og Brev fra hans Brødre, som han i mange Aar ikke havde hørt noget fra.
Saa sov Ungersvenden sødelig den Nat paa Vindkongens Slot, og tidlig næste Morgen var han igjen paa Benene og i Tøflerne og skulde da følges med Nordvesten til Slottet sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Fra først af var Vinden jo noget gnaven, for han skulde have den gaaende Person at følges med, og han gik ganske smaat, men ved det første Skridt var Ungersvenden forud for ham, saa Vinden maatte tage Fart for at naa ham; og det blev jo længer des værre; saa til sidst maatte Nordenvinden blive til en forrygende Storm, for at kunne følges med Ungersvenden, og det var kun Middagstid, da de saaledes naade til Støttet sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Da var Nordvesten saa
