Side:Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/182

Denne side er blevet korrekturlæst

166


paa ham. »Men med mig gaar det ikke saa nemt,« sagde Drengen. Jeg skal nok lukke saadan for mig, saa Fanden ikke kan komme ind og faa fat i mig: men dèr maa jeg saa ogsaa blive siddende, indtil det spørges omkring i Verden, og der findes en ren Jomfru, som har Hjærte til at frelse mig. Hun kan tage mig ud og tage mig med sig; men til hun kommer, maa jeg blive siddende, om jeg ikke vil høre den onde til.«

Saa gik Sønnen et Stykke bort, saaledes at Faderen kunde høre ham, men ikke se ham; dèr slog han en anden Kreds, og inde i den satte han det trebenede Bord og den trebenede Stol, og han satte sig selv paa Stolen, og paa Bordet havde han en Bog liggende, som han læste i. Det varede da ikke længe, saa kom den fremmede Mand, som Faderen havde lovet sin ufødte Søn til; og, havde han ikke før vidst, hvem han var, saa kunde han da nu se, at det var ingen anden end den lede Satan selv. Han kom først til Faderen: »Giv mig saa Drengen!« sagde han. »Tag ham selv!« sagde Faderen, »jeg har bragt ham med mig.«  Saa fór Fanden hen til Drengen: »Kom saa med! du er min,«  sagde han; men Drengen blev siddende og læste i sin Bog. »Tag mig, om du kan!« sagde han. Men Fanden kunde ikke naa ham, og han kunde ikke komme ind over Kredsen, enten han saa gjorde sig lang, eller han gjorde sig lille. Saa var han igjen henne hos Faderen og søgte snart at lokke og snart at skræmme ham ud af sin Kreds; men det hjalp lige meget. Saadan blev han ved at rende fra den ene til den anden; men han kunde ingen Ting udrette; og til sidst maatte han da give tabt og gaa sin Vej med tomme Hænder. Da saa det ene Døgn var gaaet omkring, saa var Faderen fri og kunde gaa af Kredsen; men Sønnen maatte blive og sidde paa sin Stol saa længe, til