159
næsten ikke tro deres egne Øjne og Øren, for saadan en Hjort havde de aldrig set før, og aldrig havde de hørt, at en Hjort kunde gjøre saadan Musik. Omsider kom Karlen ogsaa trækkende forbi Kongens Slot med sin Hjort. Kongen han kom jo ud, for at høre paa denne Musik, for han havde da heller aldrig hørt nogen Hjort, der kunde spille saadan op. Det morede ham saa godt at staa og høre paa Guldhjorten, og hver Gang den havde spillet et Stykke, saa raabte Kongen: »Naa, lille Hjort, spil nu det Stykke!« og »spil nu det Stykke!« og alt, hvad Kongen forlangte, det spillede Guldhjorten. Kongen fik da saadan en Lyst til denne Hjort, at han endelig vilde kjøbe den, og han bød Karlen en stor Sum Penge for den; men Karlen var ikke saadan at komme til rette med: han forlangte mange Gange mere for den, end Kongen havde budt ham. — Nej, saa urimelig meget vilde Kongen da ikke give for den, saa kunde han gaa, hvor han var kommen fra.
Men Kongens Datter havde oppe fra sit Taarn set Guldhjorten og hørt den spille, og hun gav sig strax til at tigge og bede sin Fader om, at han da endelig maatte kjøbe den til hende. Hun havde nu siddet dér et helt Aar og skulde sidde der ét til, og det var jo saa meget ensomt for hende; men naar hun havde den Hjort, saa kunde den spille for hende og more hende, naar Tiden faldt hende lang. — Ja, det syntes nu Kongen ikke han kunde nægte hende, og han kjøbte Hjorten og lod den bringe op i Taarnet til Prinsessen. Glad blev hun, og raabte strax: »Spil nu et Stykke, lille Hjort!« Og den spillede det ene efter det andet, alt hvad hun forlangte.
Da det saa blev henimod Aften, og Kongen var gaaet, og det var blevet stille i Taarnet, saa aabnede Soldaten Laagen og krøb ud af Hjorten. Prinsessen blev saa forskrækket, at hun
