157
det jo ogsaa ud, hvem der havde sat Indskriften, og saa spurgte de Soldaten, om han vilde staa ved det, han havde skrevet. — Jo, det vilde han nok: »Penge kan gjøre alting godt,« sagde han, »Penge kan gjøre alting godt!« Til sidst blev det bragt for Kongens Øre, og han spurgte da ogsaa Soldaten, om han vilde staa ved det, han havde skrevet, at Penge kan gjøre alting godt?» — Jo, det vilde han nok, sagde Soldaten. — Ja, sagde Kongen, saa kunde han nu faa at prøve, om det ogsaa altid slog til. »Penge faar du nu i mit Skatkammer, saa mange du vil, og to Aars Frist giver jeg dig: Enten bedrager du min Datter, inden de to Aar er omme — og kan du komme afsted med det, saa giver jeg dig hende til Kone —, eller ogsaa,« sagde Kongen, »skal du miste dit Liv.« — Naa, det var jo en slem Knibe for den stakkels Soldat at komme i, men der hjalp ingen Snak, enten skulde han det ene eller det andet.
Saa lod Kongen bygge et stort Stentaarn, dèr blev Prinsessen sat ind, og dèr skulde hun sidde, til de to Aar var omme. Ingen maatte komme ind til hende, uden Kongen selv. Kun han havde Nøglen til Taarnet, og han bragte hende selv Mad og Drikke og alt, hvad hun havde behov. Det huede slet ikke Soldaten, for han kunde nok indse, at her vilde Pengene ikke hjælpe ham meget.
Men Tiden gik, og noget maatte der gjøres. Soldaten bestemte sig da til at rejse. En farlig Mængde Penge var det alligevel, Kongen havde givet ham. Soldaten stoppede sit Tornyster fuldt baade af Sølv og Sedler, og saa drog han ud i den vide Verden.
Saa hændte det sig, at han en Aften fór vild i en Skov, saa han hverken vidste ud eller ind. Omsider blev han et lille Lys vàr, og det gik han efter, indtil han kom til et enligt lille
