150
Da kom Svenden i Tanker om Bierne; og han ud i Skoven at kalde paa dem:
»Bier i Vang saa vide!
Hjælper mig nu af Kvide!«
Saa kom de summende og brummende om ham, saa det var, som der gik en Sky for Solen. Han sagde dem, hvad der var forlangt af ham. »Lad os kun om det!« sagde Bierne,« gaa du kun hjem og læg dig!« Og de summede og de sugede, og de bar og de byggede hele Natten igjennem; og da Folk kom op næste Morgen, saa stod der et Slot af Vox, lige saa stort og prægtigt som Kongens Slot, og skinnede i Solen som Guldet det blanke.
Saa gik Kongen ind til sin Datter og sagde, at nu hjalp der ingen Snak længer: »Nu maa du tage ham,« sagde Kongen; »og du kan da ogsaa se, at han forstaar mere end andre Folk.« Prinsessen gjorde jo store Øjne ved, hvad hun saa', men hun syntes dog ikke endnu, hun kunde lade det være nok. Der var endnu én Ting, han maatte kunne udrette, før hun kunde tage ham til Mand, og det var, at han skulde skaffe hende en Brand af Helvedes Ild. Kunde han det, saa skulde hun ikke forlange mere af ham. Kongen var vred over alle hendes Paafund; men han var vant til at rette sig efter hende, og han gik da ud og sagde til Svenden, hvad hun endnu vilde paalægge ham. Han blev først meget ilde til Mode; men saa huskede han paa Ravnen, som er Satans Apostel: den kunde dog maaske hjælpe ham i denne Vaande; og saa gik han ud og kaldte paa den:
»Du Ravn med brede Vinger!
Den haarde Nød mig tvinger.«
