149
hun talte med sin Fader om, at han kunde da umulig være bekjendt at gifte sin eneste Datter med en, som ingen Ting var og ingen Ting kunde, andet end plukke Æbler ned. Hun vilde ikke gifte sig med ham, uden han kunde bringe hende den Ring, som hendes Fader havde tabt i Søen for tyve Aar siden. Det sagde Kongen saa igjen til Ungersvenden: den Ring maatte han skaffe; ellers kunde han ikke faa hans Datter. Han blev jo først noget lang i Ansigtet ved den Tale; men saa huskede han paa Gjedden, og han i en Fart ud til Søbredden og kalder paa den:
»Gjedde udi den den dybe Sø!
Jeg maa nu klage dig min Nød.«
Saa kom Gjedden op, og han sagde den, hvad der var forlangt af ham. Saa dukkede den ned til Bunden, og det varede ikke længe, før den kom op igjen og havde Kongens Ring i Flaben. Saa var Ungersvenden let om Hjærtet og skyndte sig med Ringen tilbage til Slottet.
Kongen tog imod Ringen; han var jo meget forundret: »Ja, det var den Ring, jeg tabte i Søen for tyve Aar siden,« sagde han, »det har sin Rigtighed.« Saa gik han ind til sin Datter og sagde: »Ja, nu maa du tage ham. Du véd, jeg har lovet det, og nu har han baade helbredet dig og skaffet mig min Ring igjen, som du forlangte.« Prinsessen mente dog, at han maatte sættes mere paa Prøve: den, hun skulde tage til Mand, maatte først bygge hende et Slot, lige saa stort og prægtigt som det, hun nu bode paa, og det skulde skinne i Solen som Guldet det blanke. Kongen lod hende atter raade, og han gik ud til Svenden og sagde ham, at saadant et Slot maatte han først bygge. Ellers kunde han ikke faa Prinsessen.
