148
han sagde. Ravnen løftede sig højt op i Vejret, og saa skreg den: »Det var et godt Raad; Tak for det! Kald paa mig, om du kommer i Nød! Jeg skal hjælpe dig igjen, om jeg kan.« Og Bisværmen slog ned paa en udgaaet Træstamme, og dèr mylrede og kravlede de, og dèr summede de og brummede de og sagde: »Ja, det var et godt Raad. Vi skal hjælpe dig igjen, naar du kalder.«
Endelig naade Drengen da til Slotsporten. Dèr stod Vagten og spurgte ham, hvor han vilde hen, og hvad han havde at føre. »Jeg kommer her med en Kurv Sundhedsfrugter,« sagde han, »og jeg vil op paa Slottet og helbrede Prinsessen.« Ja, det kunde jo være saa meget godt, mente Vagten, men først vilde de dog nok se i hans Kurv, hvordan de Sundhedsfrugter saa' ud. »Vi har set saa mange underlige Ting i Dag,« sagde de. Saa maatte han tage Laaget af Kurven. Ja, det var rigtig smukke Æbler at se til. Drengen gav hver af Vagten et Æble at spise; saa følte de sig alle saa lette og saa lystige, og de skyndte sig da at føre Svenden op til Kongen, og han fulgte ham strax ind til Prinsessen, der laa paa en Løjbænk, saa syg og saa mat, saa hun kunde knap røre sine Øjelaag. Han gav hende et Æble, og hun spiste det; da kunde hun lette Hovedet fra Puden. Da hun havde faaet ét til, kunde hun rejse sig over Ende, og da hun havde spist det tredje, sprang hun op og dansede midt paa Gulvet. Hun havde aldrig været saa rask i sine Dage, som hun var nu.
Kongen blev jo sjæleglad, og han sagde saa til hende, at nu maatte han da ogsaa holde, hvad han havde lovet: den Ungersvend, som havde helbredet hende, ham maatte hun nu have til Mand. Men det syntes hun slet ikke om; det var ingen Mand for hende, mente hun, saadan en Bondedreng. Og
