141
han først var bleven Svend. Men da gav Kongen Mesteren Hundrede Daler, og saa blev Læredrengen Svend.
Nu havde Kongen en Datter, som ingen kunde faa til at tale et eneste Ord. Kongen var meget bedrøvet derover, og lovede derfor, at hvem der kunde bringe hans Datter til at tale, skulde have hende og Kongeriget, men hvem der forgjæves forsøgte derpaa, skulde miste sit Liv.
Mange Mennesker fra alle Kanter strømmede nu til Slottet, og Urmagersvenden fik ogsaa Lyst til at prøve sin Lykke. — En efter en førtes ind til Prinsessen, men da ingen af dem kunde faa hende til at tale, førtes de ud igjen, for at lægges paa Blokken, der stod opstillet nede i Slotsgaarden. Saa kom ogsaa Turen til Urmagersvenden. Da han kom ind i Prinsessens Værelse, hvor der hang et stort Spejl, saa gik han, uden at sige et Ord til Prinsessen, lige hen foran det og sagde: »God Dag, lille Spejl! nu skal jeg fortælle dig en lille Historie: Der var en Gang tre Mænd paa Vandring — men det er kun en Fortælling, lille gode Spejl! — den ene var en Billedhugger, den anden en Skrædder, og den tredje en Skolemester. De skulde skiftes til at holde en Ild ved lige, og derfor maatte altid en vaage, medens de to andre sov. Først vaagede Billedhuggeren — men det er kun en Fortælling, lille gode Spejl! — og for at forslaa Tiden huggede han et Stykke Træ op, som laa der, og dannede det saadan, at det livagtig kom til at ligne et lille Barn. Derefter vaagede Skrædderen, og imens han vaagede, saa syde han en hel Dragt Klæder til Barnet — men det er kun en Fortælling, lille gode Spejl! — Og til sidst, da det var Skolemesterens Tur at vaage, saa lærte han det lille Barn at tale. — Døm nu, lille gode Spejl! — men det er kun en For-
