137
og Lykken mente, at det dog var Lykken alligevel, det kom an paa. »Saa kast dig da en Gang paa den gamle tykke, halvtossede Mand, der gaar dèr nede og pløjer!« sagde Lykken, og saa kastede ogsaa Forstanden sig paa ham. Lige med det samme standsede den tossede Mand med at pløje og sagde til Drengen, der drev Plov for ham, at han lige med ét var bleven saa klog, at der var ikke den Ting til, han jo havde Forstand paa. Han vilde da heller ikke gaa dèr og pløje længer, for det var nu alt for simpelt for ham. Drengen gjorde store Øjne og blev staaende med aaben Mund, medens Manden uden videre lod Ploven hvile og begav sig den lige Vej hjem efter. Han var ikke længe om at trække i Kisteklæderne, og saa vandrede han strax videre til Kjøbstaden, for at gjøre sin Lykke dèr med sin store Forstand.
Paa Vejen dèr ind blev han enig med sig selv om, at han vilde være Urmager; men man skal ikke tro, at han vilde lade sig nøje med at give sig i Lære hos en simpel Urmager, nej, da han kom til Staden, saa spurgte han sig for, hvor Hof-Urmageren bode, og til ham gik han saa lige ind og spurgte, om han ikke nok kunde komme i Lære hos ham, da han just nu havde faaet i Sinde at ville være Urmager: Mesteren skulde nok blive fornøjet med ham. — »Nej, det kan jeg ikke have med at gjøre,« sagde Hof-Urmageren, »saadanne grove Hænder som du har, — og saa ser du oven i Kjøbet ud til at kunne æde som en Tærsker.« Men Manden talede da saa længe og saa godt for sig, at Hof-Urmageren til sidst lovede at tage imod ham, naar han vilde give Hundrede Daler i Lærepenge. — »Ja, men saa vil jeg ogsaa have mit eget Kammer at arbejde i.« »Nej,« sagde Hof-Urmageren, det faar du ikke.« Saa maatte
