122
har bragt hjem med sig, den er helt tosset. Se nu, hvad du kan udrette med den!« Alexander kom nu ind i Stalden, hvor den stod, og han gik op i Spiltovet til den, Guldfolen vrinskede venlig til ham og hverken slog eller bed, og den aad af hans Haand og var nu helt frisk og fornøjet igjen. »Ja, er du saadan en Hexemester,« sagde Staldmesteren, »saa er det bedst, du ogsaa ser til et andet Dyr, som de unge Prinser har bragt hjem med: det er den Guldfugl, for hvis Skyld de har rejst saa langt og døjet saa meget, den, hvis Sang skulde give Kongen hans Helbred igjen. Den sidder nu med Hovedet under Vingen og giver aldrig et Kny fra sig; saa det er godt at se, at den er syg.«
Saa blev Alexander ført op paa Slottet, hvor Fugleburet hang, og saa snart Guldfuglen hørte hans Trin, saa hoppede den i Buret og begyndte at synge, som aldrig nogen havde hørt Mage til. Og Kongen hørte Sangen, og han rørte Haand og han rørte Fod, og han sprang op og var frisk, som han ikke havde været nu paa niende Aar. Og den skjønne Fru Helene hun hørte ogsaa Fuglen synge, og hun sprang op og løb hen, hvor den var, og dér mødte hun Alexander, og de faldt i hinandens Arme.
Nu kom da hele Sandheden for Dagen. De to ældste Sønner lod Kongen strax kaste i Fangetaarnet; saa kunde de da ikke gjøre flere Ulykker, saa længe de sad dér. Men Alexander, som havde frelst ham, han skulde nu arve Riget efter ham, og der blev strax lavet til Bryllup mellem ham og den skjønneste Prinsesse, der var i al Verden.
Saa om Bryllupsaftenen, før de gaar til Bords, gaar Alexander ud øst for Slottet, og dèr er Ræven strax til Stede. »Nu
