120
Alexander for hans Fader. Nu var det dem, som havde hentet Fuglen og dertil baade Hesten og hende. Om Alexander vilde de intet vide, og han maatte ikke nævnes. Vilde hun ikke hellig sværge dem det til, saa tog de hende strax af Dage. Deres Fader vidste jo intet om hende; saa ingen vilde savne hende.
Da lovede hun og svor, at hun ikke vilde mæle et Ord om Alexander. Saa satte de hende paa Guldfolen og gav hende Guldfuglen i Haanden, og saa red de hjemad. De kom til deres Fader; han laa endnu syg, som da de forlod ham. Men han blev jo sjæleglad, da han saa' sine to Sønner igjen. Og da de fortalte ham, at her havde de Guldfuglen, hvis Sang skulde helbrede ham, og dertil en mageløs Hest med Guldhaar og Sølvhaar og saa den skjønneste Prinsesse der var i hele Verden, saa lovede han dem jo højt for deres Tapperhed og Dygtighed og mest for al den Kjærlighed, de havde bevist ham.
Guldfuglen blev bragt ind til den syge Konge, men den sad tavs i sit gyldne Bur og vilde ikke give et Kny fra sig. Den skjønne Fru Helene blev bragt ind for Kongen; hun kyssede hans Haand, men hun mælede ikke et Ord, hvad han saa sagde til hende. Hun græd kun, men svarede intet. Hun kom da op i Højeloft og fik prægtige Kamre at bo i og Terner til sin Opvartning; men hun sad bestandig paa den aabne Svale med Haand under Kind og Taarer i de smukke Øjne. Guldfolen kom paa Stald; men den vilde hverken æde eller drikke, og der fik ingen Lov at komme op i Spiltovet til den; naar nogen kom den nær, saa var den færdig ved at slaa Stalden ned, saa rasende tede den sig. Der var kun ringe Glæde ved de tre Herligheder, der var kommet paa Slottet.
