119
endnu en Pung fuld af Guldpenge hjemme fra; og med den lod de sig nøje, og saa kom Strikken af Halsen paa de to Syndere, og de fulgtes til Staden med deres yngste Broder, hans skjønne Brud, hans prægtige Hest og den kostelige Fugl, som de var rejst ud for at finde.
De tog da alle ind sammen paa ét Herberge, og Alexander fortalte alt, som det var tilgaaet; og de to ældste Brødre vidste ikke al den Ære, de skulde gjøre af deres yngste Broder, som havde udført saa store Bedrifter og nu til sidst ogsaa frelst dem fra den skammeligste Død. Dér blev de nu om Natten, og næste Morgen rejste de alle videre ad Hjemmet til. De to Brødre var nu kommet paa et Par Heste, som Alexander havde kjøbt til dem, og de blev véd at takke og prise ham for al hans Godhed imod dem.
Saa var det en Dag i Middagsstunden, det var hedt og lummert ude i Solen, da holdt de Rast inde i en Skov. De havde jo Rejsekost med sig, og de holdt Maaltid. Saa saa' de to andre Brødre deres Snit til at komme Sovedraaber i Alexanders og i Fru Helenes Drik, saa de begge faldt i en dyb Slummer. Saa tog de deres unge Broder og bar ham bort, bandt en tung Sten om Halsen paa ham og styrtede ham ned i et Kjær, der var i Skoven.
Derpaa lagde de sig ned og lod som de sov, til Helene vaagnede og savnede sin Brudgom. Brødrene lod nu som de ingen Ting vidste. De havde ogsaa sovet, sagde de, Alexander var enten røvet eller bortført af Dyr eller Trold. De lod som de ledte efter ham, men da han ikke blev funden, saa sagde de til Prinsessen, at nu kunde hun følges hjem med dem til deres Fader, naar hun vilde love og sværge, at hun ikke vilde nævne
