118
kommer jeg til dig; saa maa du hjælpe mig og gjøre, hvad jeg forlanger.« Det lovede Alexander for vist, han kunde jo aldrig lønne den for, hvad den havde gjort for ham. »Saa er der endnu ét,« sagde Ræven, »og pas vel derpaa! Kjøb aldrig Galgekjød!« — Nej, sagde Alexander, det skulde han nok lade være; det mente han aldrig han kunde faa Lyst til. Og saa skiltes de; Ræven blev i Skoven, men Alexander red videre paa Guldfolen med sin skjønne Fru Helene, som holdt Buret i Haanden, og Guldfuglen sang for dem hele Vejen.
Som de nu rejste den samme Vej tilbage, som Alexander havde rejst frem — og paa den Ganger gik det jo rask og let baade over Myrer og Sumpe, over Floder og Bjærge, over Sandheder og Ødemarker — saa kom de ogsaa til den smilende Egn, hvor Staden laa, som hans Brødre ikke vilde forlade. Og da de nu kom uden for den Stad, saa møder de dèr et Følge, som drog ud til Galgebakken uden for Staden. Det var Bødlen og hans Knægte med en hel Folkeskare efter sig, som var paa Vejen ud til Galgen med to Syndere, som skulde hænges. Alexander holdt stille og saa', at det var ingen andre end hans to Brødre, som man dèr slæbte af med. Han spurgte, hvad de havde gjort; og der blev svaret, at de havde sviret og sværmet, saa længe de havde noget at betale med; men da det var sluppet op for dem, havde de stjaalet og bedraget; derfor skulde de nu hænges. Saa spurgte Alexander, om de to Syndere ikke kunde kjøbes fri, og hvor meget det skulde koste. Og han fik til Svar, at naar hver fik sit af hvad de havde stjaalet og snydt for, og Dommer og Skriver og Bødlen og hans Knægte fik hvad der tilkom dem for deres Ulejlighed, saa kunde de rejse, hvor hen de vilde. Det var mange Penge; men Alexander havde
