115
trække hende op til dig paa Hesten, og i det samme maa du sige: Hæv dig, Guldfole, hæv dig! Saa gaar den til Vejrs med dig, saa ingen kan øjne jer, og saadan maa du lade den fare gjennem Luften en Time, saa kan du sige: »Nej dig, Guldfole!« saa kommer I ned igjen til Jorden, og saa skal jeg nok være hos jer.«
Saa gik Alexander og den skjønne Fru Helene ind paa Troldkongens Slot, og det gik ganske som Ræven havde sagt. Troldkongen blev saa glad, at han vidste ikke, hvad Ben han vilde staa paa, og han lod strax Gildesbordet dække. Og den skjønne Helene saa' saa mildt til ham, saa han var da i den syvende Himmel. Saa, som de sidder ved Gildesbordet, siger Alexander, at nu var det paa Tiden, han rejste af Gaarde paa Hesten, han havde vundet. Troldkongen var jo ikke rigtig glad ved at skulle af med den; men han var dog glad ved Byttet med den skjønne Helene, og han lod den da trække frem med Guldsadel og Guldbidsel og det hele. Saa sagde Alexander Tak og Farvel og gik ud og svang sig i Sadlen. Saa siger Fru Helene: Jeg maa dog byde ham en Drik til Afsked, som har vovet sit Liv, for at frelse mig og føre mig hid.« Det, syntes Troldkongen, var ikke mer end rimeligt, og hun kom
