114
gjennem de tre Gitterporte forbi Dragerne og Løverne og Bjørnene og saa lukt igjennem Ilden, saa det sved ham om Ørene. Og lige uden for Luerne dèr stod Ræven og sagde: »Op paa min Ryg!« Saa satte han sig op og satte sin Byrde foran sig, holdt hende fast i sine Arme og greb Ræven om de laadne Øren, og saa gik det strygende der fra over Stok og Sten i den vildeste Fart gjennem mørke Skove og golde Heder, over Bakker og Bjærge, til de henimod Aften naade til Skoven uden for Troldkongens Slot. Der var ingen Tid til at vexle Ord paa den Fart, og den gik mest med lukkede Øjne; men saa meget havde Alexander dog set: at saa snart de var ude gjennem Luerne, saa havde den skjønne Fru Helene faaet sin Dejlighed tilbage.
Da standsede Ræven, og Alexander og Helene kom af dens Ryg. De var begge mere døde end levende. Men Ræven satte Mod i dem og sagde, at alt kunde endnu blive godt. Hun var nu fri fra sit Fængsel, og naar de kun begge vilde lyde hans Raad, saa skulde hun faa den ædleste Kongesøn til Brudgom, ham som havde sat Livet paa Spil for hendes Skyld. »Naar I nu kommer ind til Troldkongen,« sagde Ræven, »saa bliver han sjæleglad, og saa vil han strax holde Bryllup med Fru Helene. Og det maa hun lade som hun er vel fornøjet med. Hun bliver da sat til Højbords, og du faar ogsaa Lov at sidde til Bords med. Den Mad og Drikke, I faar, gjør jer ingen Skade; den kan I haardt trænge til. Men saa inden Gildet hæves, saa siger du, at nu vil du afsted, og saa bliver Guldhesten trukken frem. Naar saa du er kommen i Sadlen, saa maa Helene sige: at hun dog vil skjænke dig et Bæger til Afsked, og det faar hun ogsaa Lov til at bringe ud og række til dig, som du sidder paa din Hest. Da maa du være snar og gribe hende om Livet og
