108
men ved Siden af den staar et simpelt Træbur. Nu skal du tage Fuglen ud af Guldburet og sætte den i Træburet, og saa skal du skynde dig at komme ud med den til mig.«
Saa sprang Ræven afsted igjen, og snart var de ved Slottet; det var helt tækket med Guld, saa det lyste igjen. Alexander rykkede et Haar af Rævens Hale, og han gik til Slotsporten; dèr laa Vagten og sov. Og han holdt Haaret for Laasen, og Porten sprang op; og han gik op ad Trapperne, og hver Dør, han kom til, maatte aabne sig for den Nøgel, han bar; og saaledes kom han da op i Højeloftssalen; dèr hang Guldburet besat med Perler og Ædelstene, og i det sad Guldfuglen med Hovedet under Vingen. Alexander lukkede Buret op og tog Fuglen ganske varsomt; den vaagnede ikke, mens han satte den ind i Træburet; men da han skulde se, saa var hele Glansen gaaet af den, og den var graa som en Graaspurv. »Det maa være galt,« tænkte Alexander, og han tog den og satte den tilbage i sit Guldbur, greb det saa i Haanden og vilde ned ad Trappen med det. Men da vaagnede Fuglen og skreg saa det skingrede. Og derved vaagnede alle paa Slottet og Vagten ved Porten, og de kom styrtende fra alle Sider og greb fat i Alexander, og han blev bunden og ført ned i det nederste Fangetaan, mange Favne under Jorden. Dèr blev han lænket fast, og Dørene blev lukkede med Laas og Slaa. Dèr sad han nu ene i Mørket og havde Tid til at tænke paa, hvordan han havde holdt Ord og været tro og lydig mod Ræven.
Saa hørte han noget pusle, det var Ræven, som havde rodet og gravet sig gjennem Jorden, til den fandt ned til Fangetaarnet. Saa hørte han dens Stemme. »Nu er det nok bedst, at jeg splitter dig ad, du utro Alexander!« — »Aa nej, bad han,« vær ikke vred! Men se, om du kan hjælpe mig ud af
