93
den skulde fyldes med; saa tog jeg, hvad der var næst for Haanden. Det er Husbond da vel ikke vred for?« — »Næ! Næ! Næ! Jeg er ikke vred,« sagde Trolden; »men du kunde da vide, at du skulde fylde Brønden med Sand og Jord og Grus.« — »Ja, det talte Husbond ikke noget om,« sagde Hans.
Saa kom Troldungerne farende, hylende og tudende; de havde gjemt sig i et Hus uden for Gaarden; de var nok blevet bange for Hans, da han gjorde den lille Broder ren. »Men hvor er lille Satan?« sagde Troldkælling (det var nu det Kjælenavn, de havde til den mindste). »Ham har jég hængt op i Skorstenen,« sagde Hans, »at han kunde holde sig godt tør. Og jég har ellers gjort ham godt ren baade udvendig og indvendig ogsaa, lige som Husbond sagde, jeg skulde.« Kællingen for da ud i Skorstenen, og Manden bag efter, og dèr blev da en Jammer over al Maade, da de saa', hvordan der var handlet med deres lille Satan. »Husbond er da vel ikke vred for det, hvis jeg skulde have taget fejl?« sagde Hans, »jeg gjorde jo, hvad der var mig sagt.« — »Nej, vist er jeg ikke vred,« sagde Trolden; »men du er rigtig nok meget enfoldig. Nu har jeg heller ikke mere at give dig at bestille: Kretur er her ikke noget af, og her er hverken Korn at tærske eller Sæd at saa. Du kan derfor gjærne rejse strax, og din Løn kan du faa med det samme.« Men det vilde Hans ikke. »Nej!« sagde han, »jeg har det saa godt her, saa jeg vil ikke skifte i Utide: ikke før Kukmanden kommer, som Husbond og jeg var enige om fra først af.« — »Ja, gaa nu hen og læg dig! Hans!« sagde Trolden. »God rolig Nat, Husbond! sagde Hans, og saa gik han paa sit Kammer.
Men da Trolden blev ene med sin Kone, saa brød det løs: »Hvad skal jeg dog gjøre med det fortvivlede Skarn! Han har
