91
saa læssede han dem paa Vognen, til at fylde Vejhullerne med, efterhaanden som han kom frem. Men han skulde jo have nogle gode Øjne, at kaste til Husbond. Han var ikke rigtig vis paa, hvilke der var de bedste: enten Koøjnene eller Faareøjnene, derfor fyldte han sine Lommer med nogle af hver Slags. Saa sørgede han ogsaa for, at der kunde være Lys og Ild paa Gaarden, til de kom hjem, og saa kjørte han da afsted, for at hente Folkene.
Der var en stor Forsamling ved det Troldebryllup. Der var Trolde med Hale og Trolde uden Hale, der var dem, der havde to Haler, det var de allerfornemste, og ved saadan en højtidelig Lejlighed saa bar de Halerne uden paa Klæderne. Det varede noget, inden Hans kunde faa Øje paa sin Husbond i al denne Myller, men saa sendte han ham ogsaa strax et Par gode Øjne lige i Hovedet. Trolden vidste ikke, hvad det betød, eller hvor de kom fra, saa Hans maatte blive ved at kyle den ene Nævfuld Øjne paa ham efter den anden, inden han fik Øje paa ham. De Øjne gav ellers en slem Forstyrelse i Laget, for der blev jo danset, og hvor de Øjne faldt for Fødderne af dem, dèr gled de ud Par efter Par og faldt oven paa hinanden, saa det var næsten ikke til at faa dem redet ud fra hverandre igjen. Omsider saa' Trolden da Hans, og saa kom han ud, og Kællingen med, og de kom paa Vognen, og saa kjørte de. »Men hvad var det for noget, du kastede med? Hans!« sagde Trolden, »det saa' mig ud som Koøjne og Faareøjne.« — »Det var det ogsaa. Husbond!« sagde Hans, »jeg gjorde jo, som Husbond havde sagt, og kastede nogle gode Øjne til jer, og jeg tog af de bedste, jeg vidste.« — »Hvor har du faaet de Øjne fra?« raabte Trolden. »Dem har jeg taget af Kreturet,« sagde Hans, »hvor skulde jeg ellers faa dem? — Men Husbond er da vel ikke vred
