85
til sit Arbejde. »Er du ikke sulten? Hans!« siger saa Trolden. »Nej, det kan jeg ikke sige,« svarede Hans. »Har du nu ingen Ting faaet i de tre Dage?« spør Trolden. »Jo,« siger Hans, »jeg har ikke manglet nogen Ting. »Jeg har holdt mig til Kornet, saadan som Husbond sagde. Der er en Mand i Byen, som har givet mig baade Øl og Mad for en Tønde Korn om Dagen. « — »Hvad for noget!« skreg Trolden. »Ja I er vel ikke vred for det? Husbond!« siger saa Hans. »Næ—æ! Næ, vist ikke!« siger Trolden; »men nu er det bedst, du kommer til noget andet Arbejde. — Vi skulde ogsaa have tilpløjet. Læs du nu Ploven paa og kjør ud! Du kan bare følge min Hund, han kjender Vejen; og hvor han lægger sig, dér begynder du at pløje; og saa bliver du ved med det, til Hunden gaar hjem; saa følger du efter. Det er meget nemt.« — »Ja vel! Husbond!« sagde Hans, og saa kom han til Kjørende, og Hunden løb foran ud i Marken; og hvor den lagde sig, dér begyndte Hans at pløje. Saadan gik Formiddagen, og det blev Middag; men Hunden blev liggende; det saa' ud til, at den vilde blive, hvor den var, lige til Aften. Saa tog Hans sin Pisk og smurte paa Hunden, og den til Bens hjem ad Gaarden til. Hans snittede i en Fart Hammelrebene over, sprang op paa en af Hestene og red efter Hunden med Plovhestene, alt det Remmer og Tøj kunde holde. Da de kom nær til Troldens Gaard, saa skød Hunden Gjenvej og sprang over Havegærdet. Hans satte lige lukt bag efter den, saa Bæsterne styrtede, det ene af dem brækkede et Ben, det andet rendte sig en Staver i Livet, saa de blev liggende dér med det samme. Trolden kom ud og saa' dette her. »Ja, jeg gjorde som Husbond sagde,« siger Hans, »jeg fulgte efter Hunden. Husbond er vel ikke vred for det?« — »Aa nej vist ikke!« siger Trolden, »kom nu ind og faa dig noget at leve af!« Han be-
