78
Kong Hugleiks Tog til Rhinen.
hvad vi maa slutte efter tilsvarende Stednavne i Norge og Sverige (Hardanger, Mauranger, Ångermanelf).
I den store Folkebevægelse, som gav Britannien en hel ny Befolkning, har saaledes Folk fra Danmark ikke taget Del. Men da Historikerne nogle Aarhundreder senere søgte at faa Klarhed om, hvorfra den Nation stammede, som i Følge med Sachser erobrede England, og hvis Navn nu var bleven Fællesnavn for hele Befolkningen i England og dens Spog (Engle, Englisc), troede man at have truffet Udvandrernes Hjemsted, da man hørte om et dansk Landskab Angel, der ikke laa fjernt fra Sachsernes Bopæle.
Fra de samme Tider, da Angler og Sachser fra Fastlandet
vare ved at bosætte sig i Bretland og langsomt underlagde sig det
hele Rige indtil Grænserne af Wales og Skotland, fortælles der om
et Togt, som en dansk Konge foretog over Nordsøen til Egnene
ved Rhinen.
Frankerrigets berømte Historieskriver Biskop Gregor af Tours (der døde 594) beretter saaledes: Danerne under deres Konge Chochilaicus kom paa et Søtog over Havet til Gallien (o. 515). Her stege de i Land og hærgede et Landskab, der hørte under Kong Theuderiks Styrelse; efter at have taget Fanger og bragt disse saavel som deres øvrige Rov om Bord, beredte de sig til at vende hjem til deres Fædreland. Deres Konge var bleven siddende tilbage paa Strandbredden, indtil Skibene havde naaet rum Sø, saa vilde han selv følge efter. Der var imidlertid bleven sendt Bud om Indfaldet til Kong Theuderik, og han lod sin Søn Theudebert drage til de samme Egne med en stærk og vel udrustet Hær. Danernes Konge blev da dræbt og i et Søslag Fjenden overvundet og tilintetgjort, saa at alt det tagne Bytte kunde gives Landet tilbage. — Hertil føjer saa en frankisk Kilde, som er et Hundred Aar yngre, den Oplysning, at Indfaldet skete paa Attuariernes Land mellem Maas og Rhin (Geldern, se Kortet S. 76). En Optegnelse fra en endnu yngre Tid fortæller, at man paa en Ø ved Rhinmundingen bevarede Knokler af en kæmpemæssig Konge over Geterne, som Frankerne havde dræbt; hans Navn var Huglaicus, og han havde været saa sværlemmet, at allerede fra hans tolvte Aar ingen Hest kunde bære ham.
Man vil se, at den nordiske Konges Hærtog og Fald har været en i Merovingernes Lande berømt Begivenhed. Men at den ogsaa i Norden har været længe og sørgeligt husket, fremgaar af det angel-
