75
Kong Frodes Kamp med Hunnerne.
Kampen, der endte med Hunnernes Nederlag; forfærdelig havde Blodbadet været, Aaerne opstemmedes af de dødes Kroppe, saa at de løb ud af deres Leje, Dalene laa fyldte af dræbte Mænd og Heste. — Da vi af paalidelige historiske Kilder vide, at hos germanske Folk Kvinder kæmpede i Mandsdragt, behøve vi ikke af den Grund at henvise Fortællingen om den krigerske Hervør til Fabelverdenen.
Men ogsaa hos den danske Historiker Saxo mærkes et Efterdøn af det hunniske Stormvejr. Den berømte danske Krigerkonge Frode III havde forstødt sin Hustru, Hunnerkongens Datter, og derved vakt hans grumme Vrede. I Forbund med Østens Konge Olimar søgte Hunnerfyrsten Hævn, og forfærdeligt var Tallet af Krigere, som han førte i Marken. Jorden sank under Hestefoden, og Vogne foer med pibende Aksler og en Tordens Rullen hen over Sletterne. Det var mange Hundrede Tusinder — talte med lignende svulmende Talenheder som i Sagaen — der nu gik i Kamp. Slaget varede i syv Dage, og Floderne fyldtes med Lig. Men Kong Frode sejrede, og efter Kampen hyldedes han af 170 Konger.
Det er kun fjerne Afspejlinger af det store Folkestævne, kun Fortoninger inden for Sagnenes luftige Verden, men de give dog Vidnesbyrd om, at Kampen med Hunnerne stod for de germanske Folks Erindring som en af de største Opgaver, der havde været dem sat, og at Hunnernes Rytterskarer havde bredt en Forfærdelse ud over Europa, som først sent blev glemt.
Omtrent samtidig med Hunnerkampen paa de catalauniske Marker forefaldt der en Begivenhed, som førte til en mærkelig Folkeflytning i Europa. Britannien blev erobret og paa ny bebygget af Angler, Sachser og »Jyder«. I fire Hundred Aar havde Britternes Ø lydt under Romerne, men da Barbarerne trængte frem i Europa, havde Kejserne maattet give Slip paa det rige Land og trække deres Hære tilbage. Britterne vare ikke i Stand til selv at forsvare Øen og søgte Hjælp hos de krigerske Sachser paa Fastlandet, der ofte havde gjort Plyndringstog til Kysterne (o. 450). Sachserne benyttede sig imidlertid af Landets hjælpeløse Tilstand, og med Bistand af Nabofolk betvang de efterhaanden Britterne.
Over to Hundrede Aar senere beretter Angelsachsernes berømte Historieskriver Beda den ærværdige (o. 730) om disse Erobrere, at de kom fra Germanien og at særlig Anglerne vare fra det Land, der hedder Angel og som ligger mellem Jydernes og Sachsernes
10*
