74
Hunnerne i de nordiske Sagn.
drede siden til Italien og Gallien. Den store Folkevandring var begyndt, og den skulde vare gennem nogle Hundrede Aar. Selve Hunnerfolkets Vælde var dog af kort Varighed.
Den frygtelige Attila, der herskede fra det kaspiske Hav helt hen til Rhinen, vilde tilintetgøre Romerriget. Østgoter og andre af de Folk, som Hunnerne havde betvunget, maatte lystre hans Befaling, og med en Hærskare paa over en halv Million Krigere og sit store Vogntros rykkede han ind i Gallien. Vestgoterne og andre germanske Folk forenede sig med den romerske Feltherre Aëtius, og paa de catalauniske Marker (Chalons sur Marne) stod den uhyre Kamp mellem Hærenes Hundredtusinder (451). Den varede i tvende Dage, og dens Lige i Grumhed var aldrig hørt. Kilderne fortælle, at den forbiflydende Flod svulmede højt under de Blodstrømme, som randt i den, og de angive Tallet af dræbte til 165,000, hvilket hurtigt i Traditionen fordobledes. Attila maatte trække sig tilbage til sin Vognborg og snart efter forlade Gallien. Der var sat en Grænse for det asiatiske Folks Vælde, og da Attila to Aar efter blev dræbt, gik Hunnermagten til Grunde.
Hunnernes Fremtrængen havde gjort et dybt Indtryk paa de germanske Folks Fantasi. Vi vide ikke, om Danmarks Indbyggere bleve revne med ind i den store Folkekamp, om de lystrede Attila eller sluttede sig til Modstanden mod Hunnerne. Men vist er, at Mindet om det store Vaabenmøde levede i Nordboernes Forestillinger og at Hunnerne huskedes som Østens vilde Krigerfolk. I den islandske Saga om Hervør fortælles det, hvorledes Hunnerne samlede talløse Krigere, saa at deres eget Land var helt blottet for vaabenføre Mænd; tilbage var kun Drenge under tolv Aar, af Heste kun Foler under to Aar. Den tapre Krigermø Hervør d. y. — hun hørte til samme Slægt som Arngrimssønnerne, hvis Kamp paa Samsø med Hjalmar og Ørvarodd var vidtkendt i Norden — havde faaet det Hverv at skærme Landegrænsen. Hun saa en Morgen fra sin Borg store Støvskyer hvirvle i Vejret, saa at Solen tidt og længe skjultes deraf, kun de skinnende Rustninger lyste gennem Støvhvirvlen. Det var Hunnernes mangfoldige Tusinder, og som om ikke de Tal, som Sagaen giver, vare skrækindjagende nok, lader den selve Talenhederne svulme: Tusindet var paa tretten Hundrede, og Hundredet holdt otte Snese. Ilsomt sendte Hervør Bud til sin Broder Angantyr, Konge i Reidgotaland (Sagaen forstaar derved Jylland), og han drog med en stor Hær af Goter mod Hunnerne; men da var Hervør alt falden. I otte Dage varede
