| Rettergangsmaaden. | 819 |
efter den Lov skal Land dømmes og rettes; ej heller maa Kongen tage den igen eller skifte den uden Landets Vilje, om den da ej var aabenbarlig imod Gud.«
Loven var kun bestemt for Jylland; i senere Tider blev den anvendt ogsaa i Sjælland og Skaane, hvad der alene skyldtes Retsbrugen og Lovens indre Værd. Saaledes bar denne Lovbog haft en overordentlig Betydning for det danske Folks Liv. Først Kong Kristian V's Lov fortrængte den i Kongeriget, og paa et af Kong Valdemars Landomraader, i Landet for sønden Aa, ophørte dens Virken først med Aaret 1900.
Hvis en dalevende skulde udtale sig om, hvad der for ham var det egentlige Kendetegn paa, at Retfærdighed og Frihed raadede i et Samfund, vilde han utvivlsomt sige, at Rettergangen og særlig Bevismaaden var vel ordnet. Derpaa beroede en Mands Følelse af Tryghed og Frihed, at han vidste, at del paa Tinge var ham muligt at hævde sin Ret som Sagsøger eller som anklaget; det havde jo ogsaa især været Rettergangsreglerne, som havde gjort Harald Hens Love saa berømte (S. 476). Hvad nu Datidens Domstole angaar, da vilde en Borger ordentligvis have som Dommere alle dem, der søgte til Tinge, men Dom var paa den Tid af en anden Art end Nutidens; man dømte for saa vidt sjældnere end i vore Dage. Der kunde jo nemlig ikke være Tale om, at Parterne over for den Forsamling af Bønder, der mødte ved Tinghøjen under aaben Himmel og hvor al Forhandling var rent mundtlig, uden at noget blev bogført, skulde kunne fremføre allehaande Bevismidler i broget Mangfoldighed. Ja, det kunde end ikke tillades, at begge Parter førte Beviser, som kom til at staa mod hinanden og mellem hvilke saa Tingmenigheden skulde træffe Afgørelsen. Her maatte bygges paa et langt simplere Grundlag. Den Bevismaade, som skulde anvendes, maatte være lovbestemt, og Beviset maatte kun føres fra den ene Parts Side. Bevisets lovbestemte Karakter er ogsaa udtrykt i den gamle Betegnelse herfor: logh. Heraf var imidlertid atter Følgen, at den Dom, som den store Kreds af tingsøgende havde at fælde, alene gik ud paa, at det lovbestemte Bevis var rigtigt ført.
Naar en Mand sigtedes for en Sag, var det fra ældgammel Tid hans Ret som fri Mand at afbevise Sigtelsen ved at sværge sammen med en Kreds af Mededsmænd, tagne mellem hans Lige. Han kunde være bundet i Valget af disse, f. Eks. ved at de kun maatte udtages mellem Naboer, Frænder eller Adelbønder, men som Regel
