| 796 | Herremandens Rettigheder. |
jylland betalte for en Bevilling 1 Mark Sølv for en Mand af Rytterstand, ½ Mark for en Mand, der gør Tjeneste til Fods).
Alle disse Herremænd skulde møde til Krigstjeneste, naar som helst Kongen udbød dem, de skulde da have »fuld Mandsvaaben« eller være rustede med Hjælm, Brynje og Sværd, samt have en Stridshest, i hvert Fald en Ridehest. Til Vederlag for denne Hærtjeneste fik de Løn (Maale) — der dog synes at være ophørt kort efter Valdemar Sejrs Tid — og dernæst visse Forrettigheder. De fik saaledes Skattefrihed for den Gaard, de dyrkede, og oppebar alle de tre Marks Bøder, hvortil deres Bønder bleve dømte. Naturligvis havde de ogsaa Udsigt til at nyde andre Fordele, saaledes at blive Ombudsmænd eller Bryder paa Kongens Gaarde eller at modtage Forleninger.
Endnu i Midten af det 12te Aarhundrede kan man finde Mænd, der hørte til de ansete Slægter og som stod Kongen nær, betegnede som Bønder, uagtet der næppe kan være Tvivl om, at de gjorde Tjeneste som fuldt rustede Krigere. Men dette er vel ogsaa sidste Gang, og i hvert Fald paa Valdemar Sejrs Tid er den gængse Betegnelse for alle, der gjorde den nævnte særlige Hærtjeneste, Mænd eller Herremænd. Ved Mand forstodes nemlig den, som ved særlig Ed havde forpligtet sig til trofast at tjene en Herre: han havde ved Haandslag aflagt hominium til denne og var bleven hans »Mand«. Den Herre, til hvem Eden var svoret, vilde naturligvis især være Kongen, men tillige var der givet enkelte højtstillede Ret til paa lignende Maade at tage Mænd. Saadan Ret havde Kongens Børn og Frænder, Bisperne og Hertugen, men Kongen alene havde Ret til at tage Mænd overalt i Riget, de andre Herrer turde ikke tage Mænd uden for det Omraade, som var underlagt dem som Len, Bispedømme eller Hertugdømme, idet man nemlig ved en saadan Akt kom til at berøve det til Skibsleding pligtige Lægd (Skipæn) en Mand og forstyrrede Ledingsordningen. Kongen kunde desuden ikke ønske, at disse Herrer skaffede sig Indflydelse paa fremmed Omraade. Alle disse Mænd maatte følge deres Herrer, naar Kongen udbød til Hærtjeneste. Egentlige Riddere fandtes der paa denne Tid næppe, undtagen blandt fyrstelige Personer.
Kongen maatte imidlertid ogsaa have Mænd, der gjorde ham daglig Tjeneste. Han kunde vel kalde sine store til Møder, hvor han vilde forhandle Rigens Sager med dem; han kunde tilsige Herremanden til en kortere Tids Tjeneste i sin Gaard, men ved Siden heraf maatte Kongen have en fast Krigertrop omkring sig,
