| 768 | Kong Valdemar fordres udleveret til Riget. |
| Om ej graahærdet Mand jer rør’, | en Dansk saa gæv og kæk af Mod, | ||
| dog Ynglingen I ynkes bør, | af Kongers Slægt en Ætling god, | ||
| han er fuldværd — paa Fad'rensBud — | en hellig Stammes friske Skud, | ||
| at sidde klædt i Tronens Skrud | en Kæmpe, ædelig og prud, | ||
| og finde atter Trøst for Sorg | en Yngling djærv og Fyrste bold | ||
| i hjemligt Ly og Fædres Borg, | af Slægt berømt fra Old til Old. |
Det maa dog siges, at Digteren snarere skildrer sin egen Frygt for de Farer, der kunde komme, naar Landet var uden Herre, end han udmaler virkelige Forhold. Vi have i alt Fald ingen Efterretninger om, at Kongens Fangenskab gav Anledning til Ufred i Landets Indre.
Paa den Tid havde Tyskland faaet en egen Hersker ved Siden af Kejseren eller som hans Hjælper. Frederik II havde ladet sin Søn Henrik krone som det tyske Riges Konge (1222), men da han kun var 12 Aar gammel, skulde under hans Mindreaarighed og Faderens Fraværelse Ærkebisp Engelbert af Køln være Rigsforstander. Det var en vanskelig Stilling, som Engelbert indtog, med ubestemte Grænser for hans Magtomraade, men han udfyldte sin Plads med stor Dygtighed. Rigsstyrelsen viste sig nu straks meget begærlig efter at faa den fangne Konge i sin Magt. Man mindedes, hvordan det var gaaet for tredive Aar siden, da den østrigske Hertug havde fanget Kong Rikard Løvehjerte, men havde maattet udlevere ham til Kejser Henrik VI. Kong Henrik indlod sig straks i Forhandlinger med Greven af Schwerin, og Kejser Frederik opfordrede fra Sicilien forskellige Fyrster til at virke for, at Valdemar udleveredes til Riget. Det klang ret mærkeligt, at Kejseren nu, ni Aar efter hans egen Afstaaelse af 1214, bebrejdede Kong Valdemar, at han havde frataget Riget Lande. Paa den i September holdte Herredag i Nordhausen arbejdedes der med stor Kraft paa Sagens Ordning; ingen Sum syntes at være for dyr for Riget, naar det kunde faa den kostbare nordiske Bjørn, der var styrtet i Faldgruben, i sin Magt. Der skulde udbetales Greven 52 000 Mark Sølv; han skulde desuden have to Borge og andet Gods; Kongen af Danmark skulde give Afkald paa alt Land Nord for Elben og i Slavien. Indtil de mindste Enkeltheder bleve Betingelserne fastslaaede i et Dokument, som ikke fik den fjerneste Betydning. Sagen var den, at man jo slet ikke vidste noget om, hvorfra den uhyre Sum skulde tages, flere af de Fyrster, som vare mest interesserede i Genvindingen af Landene hinsides Elben, vare slet ikke til Stede ved Mødet, og Valdemars Slægtninge blandt de nordtyske Fyrster vilde sikkert
