| 760 | Kong Valdemars Tog til Estland 1220 og 1222. |
Havn. Og den stadige Forsyning med friske Stridskræfter var en Nødvendighed for Kolonisationen og Betvingelsen af Landet, som uden den ikke vilde kunne fortsættes. Paven tilskrev Kong Valdemar haardt om at aabne Havnen paa ny, men først efter en ny truende Bulle gav han tøvende efter.
Da i Sommeren 1220 Kong Valdemar for anden Gang drog til Estland, opnaaedes der en Overenskomst med Ordensbrødrene om, at de Danske skulde have Reval, Harrien, Jerwen og Wirland, og Ordenen de sydligere Dele Sackala og Ugaunien. De Danskes Om-raade var saa stort, at Ærkebisp Anders i Kraft af sin Stilling som pavelig Legat besluttede at dele det i to Bispedømmer; Wescelin fik de to vestlige, en Biskop Ostrad de østlige Landskaber.
Biskop Albert deltog ikke i denne Overenskomst. Han var som talrige Gange før draget paa Rejse for at søge den fornødne Bistand mod Landets kristne og hedenske Fjender, men hverken Paven, Kejser Frederik eller nogen anden Fyrste var villig til at hjælpe ham, og saaledes endte hans Omflakken med, at han og hans Broder Herman tyede til deres Modstanders Naade. De opsøgte Kong Valdemar i Danmark og tilsagde ham Overhøjhed ikke blot over Estland, men tillige over Livland, saafremt da Livlands gejstlige og verdslige Stænder vilde indvilge deri.
Da Albert i Riga meddelte, hvilke Løfter han havde givet, lød der fra alle Stænder en Protest mod at tilstaa den danske Konge nogen Ret over Landet. Denne Indsigelse skulde snart blive fremsat for Kong Valdemar selv. Paa sit Estlandstog i den følgende Sommer (1222) vendte Kongen sig mod Øsel og begyndte at bygge en Sten borg her; det saa ud, som om han fra Øen foran Rigabugten vilde opkaste sig til Herre over Dünalandene, og man blev for Alvor bange i Ordenslandet. Udsendinge fra alle Stænder i Livland droge til Øsel og nedlagde den alvorligste Indsigelse imod, at Kongen tilegnede sig Livland. Valdemar gav da efter for den indtrængende Henvendelse; han bekræftede Ordenen i dens Besiddelse og begrænsede sit Omraade til det allerede afstaaede. Ridderne maatte til Gengæld love altid trofast at hjælpe ham mod Russer og Hedninger. Til denne Overenskomst havde Biskop Anders raadet, idet han Aaret før i Borgen i Reval havde erfaret, hvor udsat de Danskes Stilling var. Et haardt Angreb af Øselboerne og andre Ester bragte ham til at indgaa et Forbund med Tyskerne imod at give dem Løfte om at ville udvirke Kong Valdemars Anerkendelse af Livlands Frihed. Denne var saaledes nu opnaaet; nogle livlandske
