| 752 | Dronning lngeborgs senere Skæbne. |
kærligt mindet af nogen af Børnene. Alt dette kunde synes at give Folkevisens Skildring en vis Troværdighed, men Slutningen er dog vovet, og som et Vidnesbyrd i modsat Retning kan atter anføres, at Kong Valdemar kun faa Aar efter sin Dronnings Død søgte i hendes Slægt en Brud for sin Søn, idet han trolovede den unge Valdemar med Berengarias Broderdatter Eleonore.
Vi forlod den ulykkelige Dronning Ingeborg, da hun kummerfuld og ene paa ny var sat i Fangetaarn og maatte føle, hvordan Forbundsfællerne i Rom kun havde gjort hendes Stilling endnu sørgeligere. Pave Innocens led i de følgende Aar mange politiske Skuffelser; han indsaa, hvor nødvendigt det var at komne paa en bedre Fod med Kong Filip, som desuden alene kunde gøre Ende paa de kætterske Albigenser. Denne Pavens forandrede Holdning over for den franske Konge førte til, at Ingeborg fik en bedre Behandling. Hendes Taalmod og blide Sind havde forlængst vundet hende alles Højagtelse, nu maatte man beundre hendes stolte Selvfølelse, da hun afviste ethvert Forslag om Skilsmisse. Ingeborg vedblev at føre sit stille Liv som den forstødte Hustru, kun vare hendes ydre Vilkaar blevne noget bedre, indtil omsider den store Politik, der stadig havde indvirket paa hendes Skæbne, førte hende tilbage til Dronningesædet.
Kong Johan uden Land var for sin Trods mod Pave og Kirke af Innocens bleven dømt til at have sit Rige forbrudt, og Kong Filip fik det Hverv at udføre Dommen og erobre Landet. Den franske Konge kunde ønske at støtte sin Ret til Angrebet paa England ved tillige at have som Ægtefælle en Ætling af Konger over dette Land. Filip erklærede derfor paa den Forsamling i Soissons 1213, hvor han fik sine Vasallers Løfte om Deltagelse i Toget, at han atter tog Ingeborg til Hustru. Vel var det kun den rent ydre Stilling, Æresbevisninger og Titel som Dronning, der blev Ingeborg til Del, men hendes tyveaarige Trængselstid var dog fra nu af til Ende. Hun tog i den følgende Tid Ophold i forskellige Byer i Nærheden af Paris og i Orléans, og ofrede sig helt til Godgørenhed og fromme Gerninger. Da hun ved Filips Død (1223) blev Enke, viste
268. Vignet ved Juli Maaned i Dronning Ingeborgs Psalter (en Mand slaar Hø).
