| 748 | Kong Otto bryder Forbundet med Danmark. |
her sammen med mange Fyrster, gik Hertug Bernhard af Sachsen hen til Løven og tiltalte den saaledes: »Hvor længe vil du lukke dit Gab op mod Øst? Hold op dermed, du har jo nu hvad du har ønsket, vend dig mod Nord.« Man lo derover, men fandt dog en dybere Mening deri. Løvens Slægt burde tænke paa at omgøre Forholdene i de nordlige Landsdele. Grev Adolf maatte have sit Holsten tilbage, saaledes som Otto ogsaa lovede ham, hverken Valdemar af Bremen eller Burkhard af Hamburg kunde man længer erkende som Ærkebisper, den sidste opgav da ogsaa selv sin Post. Valdemar havde endnu Støtte af Borgerne i Bremen, en Del Bønder og Adel; men pludselig opgav han enhver Tanke om ved Modstand at kunne bevare sin Stilling, han ilede til Rom, kastede sig for Pavens Fod og bad om Tilgivelse. Ved en saadan Adfærd var man sikker paa at vinde Innocens; han løste ham af Bandet og tillod ham at beholde Stillingen som Ærkebisp, kun ikke i Bremen.
I disse Aar maatte man i Danmark unægtelig være betænkelig ved Forholdene i Tyskland. Kong Valdemar tilskrev Paven, at han ikke vovede at gøre Korstog af Frygt for Angreb paa sit Land, hvorfor Innocens i et Brev tilkendegav alle Fyrster, som bo omkring Danmark, at han vilde anse det for Krænkelse mod den pavelige Stol, om de angreb Landet. Kort efter rev en Vind søndenfra Uvejrsskyerne fra hinanden. Otto var i Oktober 1209 bleven kronet til Kejser af Innocens, men Aaret efter lyste Paven ham i Band. Den herskesyge Welfer havde mere end nogen af sine Forgængere vist sig grebet af ghibellinske Tanker, han havde villet lægge al Magt ind under Kejseren, og han havde heller ikke skaanet Pavestolens Venner, derfor vendte mange tyske Fyrster sig mod ham, og Sammenholdet i det Parti, som stod om ham, var ved at løsne sig. Da saa Paven opstillede den unge Frederik, Kejser Henriks Søn, til Modkejser, maatte Otto for at bevare sin Magt tinge sig til de forskellige Fyrsters Venskab. Saaledes maatte han love Markgrev Albrecht af Brandenburg at mægle mellem ham og de Danske og om fornødent komme ham til Hjælp mod dem.
Ved den Sejghed, som er ejendommelig for Naturer af Bisp
266. Løven i Brunsvig.
