| Albert af Orlamünde bliver Greve af Nordalbingien. | 737 |
Landet Nord for Elben. Det var sikkert en højst uklog Politik fra Kong Ottos Side. Om han end øjeblikkelig blev hjulpet ved dette Forbund med de Danske, maatte de tyske Fyrster se med Ængstelse paa den Fremmedmagt, der var bleven skabt inden for Tyskland, og saafremt Kong Otto havde Plan om at danne paa ny en welfisk Magt i Nordtyskland, maatte han vide, at dette vilde vække
263. Kort over Kong Valdemar Sejrs Erobringer. (De til Rügen hørende Landskaber paa Fastlandet ere betegnede ved Skravering).
megen Frygt og Skinsyge hos Sachsernes Naboer. Forbundet med Danmarks Konge skulde heller ikke i Fremtiden skaffe ham nogen Hjælp af Betydning.
Kong Valdemar viste paa ny sine glimrende Evner ved den Ordning af de nyerhvervede Landes Styrelse, som han gennemførte. Der skulde for det første findes en Lensmand for det holstenske Omraade, og med det lykkelige Greb paa at finde Hjælpere, som udmærkede Kongen, stillede han ogsaa denne Gang den rette Mand paa den rette Post. Den 20aarige Albert, en Søn af Valdemars Søster Sofie og Sigfred af Orlamünde, som 1202 var bleven slaaet til Ridder, fik Holsten og en Del af Grevskabet Ratzeburg, særlig Borgen, som Fanelen. Valget kan umuligt have været Kong Otto kærkomment, da Albert ligesom hans Fader Sigfred var Ghibelliner, men set fra dansk Side var netop af den Grund Valget politisk klogt. Albert viste sig snart som en kraftig og dygtig Styrer, der paa mange Maader søgte at fremme sin Landsdels Vel og særlig havde levende Interesse for dens kirkelige Forhold.
Kong Valdemar vilde endvidere ikke omforme de tyske Landes retslige Stilling, han vilde kun lade dansk Magt træde i den tyske
Danm. Riges Hist. I 93
