| Pave Innocens forsvarer Dronning Ingeborg. | 727 |
var beredt til af paatale ethvert brudt Løfte selv over for de mægtigste af Jordens Konger. Han lod en Legat være Talsmand for Dronningens Rettigheder, og da Filip ikke vilde bøje sig, lyste han Interdikt over alle Kongens Domæner. Harmfuld herover lod Kongen Ingeborg sætte i et nyt Fængsel, men det franske Folk fandt efterhaanden det kirkelige Tryk uudholdeligt, og Filip lod da, som om han vilde falde til Føje og for Fremtiden behandle Ingeborg som Ægtehustru og Dronning. Interdiktet blev derpaa løst (September 1200), og Ingeborg blev behandlet hensynsfuldt. Der blev nu anlagt en formelig Ægteskabsproces, som imidlertid fik en lige saa brat som mærkelig Udgang. En skøn Dag erklærede nemlig Kongen, at han slet ikke vilde skilles fra Ingeborg, men behandle hende som Dronning med Ære, og han førte hende bort med sig. Saaledes maatte Processen standse, og dette var naturligvis Filips eneste Maal, idet han frygtede for en Dom, som gik ham imod. Ingeborg sad snart inden for et endnu strengere Fængsel. Det hjalp hende intet, at Dronning Agnes døde i Juli 1201. De Aar, som fulgte, vare netop nogle af de tungeste i Ingeborgs Trængselstid. Hun klagede til Paven og til andre bittert over, at hun kun fik et tarveligt Underhold og hverken Bad eller Lægemidler, naar hun havde det behov, ikke heller kunde hun faa Bud til sit Hjem i Norden. Først adskillige Aar senere blev hendes Lod mildere; da havde nemlig hendes danske Herkomst paa ny faaet en politisk Værdi, men herom vil senere blive fortalt.
Der havde i nogle Aar, efter at Bisp Valdemar var bleven taget til Fange, været Fred. Hans Angreb paa Landet havde dog vist, at der sad Fjender baade i Nord og Syd. Især i Landene ved Østersøens Sydside saa Fyrsterne med stærk Skinsyge paa den voksende danske Magt. Saaledes følte Markgrev Otto af Brandenburg sig krænket ved, at Knud var blevet Herre over Pommern, der dog i ældre Tid var af Kejseren lagt ind under hans Lands Myndighed. Da man erfarede, at Knud tragtede efter at faa Magt i endnu fjernere Egne ved Østersøen, kunde Markgrev Otto ikke længer sidde i Ro.
I Aaret 1197 drog Kong Knud med en stor Hær til Estland,
