Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/75

Denne side er blevet korrekturlæst

61

Brandpletter.

her fremdragne Udsagn om Vognes Anvendelse Krav paa at erindres. Vi komme i øvrigt senere tilbage til Gudinden Nerthus.

Foruden at Oldsagerne, som det er paavist, pege hen paa bestemte Industrigrupper i Midteuropa, spores der ogsaa i Begravelsesmaaden Paavirkning af nye i Syden opkomne Skikke. Det blev i Tiden o. 1000 f. Kr. Fødsel Syd for Alperne Brug at anlægge fælles Gravpladser, i hvilke man nedlagde de brændte Ben paa flad Mark uden nogen knejsende Høj, og denne Skik vandrede i de følgende Aarhundreder igennem Europas Midte langsomt frem mod Nord. Stundom gemte man Benene i Urner, men lige saa ofte nedlagdes de ubeskyttede i Fordybninger i Jorden, som man atter tilkastede. Sammenbøjede Sværd og Spydspidser bleve ofte nedlagte ved Siden af Ligresterne. Saadanne Begravelser træffes i Norditalien og Østrig, i Bøhmen, Nordtyskland og Holsten.

Denne Skik kan forfølges ind paa dansk Grund, idet især Bornholm giver karakteristiske Prøver paa denne Art Begravelser. Det er de saakaldte Brandpletter. Disse findes i en Dybde af nogle Tommer indtil en halv Alen under Grønsværet, oftest i Brinker ved Havet, i Sider af Grusgrave, ved Vejskrænter. Graven bestaar af en kredsformet Fordybning, hvis Bund kan være belagt med Sten; man har fejet Resterne fra Baalet, Ligets Ben tilligemed Kul, Aske og brændte Smaasten, sammen og lagt dem ned i denne Hulhed, idet man stundom tillige lod en flad Sten dække over Gemmet. Brandpletten kan forekomme enkeltvis, men sædvanlig ere de dog samlede til store Gravpladser, der ordentligvis rumme nogle Snese Grave, stundom flere Hundreder, nogle Gange over Tusinde. Man har begravet paa disse Kirkegaarde, om man vil betegne dem saaledes, gennem mange Aarhundreder, dog lade de forskellige Tidsaldre sig skælne fra hinanden, og her findes aabenbart Begravelser fra den allerførste Jernalderstid. Karakteristiske for disse Fund ere endvidere de først af Luerne tærede og derpaa krumbøjede eller sammenrullede Sværd og Spyd, netop som Skikken var i Udlandets Grave. Udenfor Bornholm synes denne Begravelsesmaade kun at være lidet kendt i Danmark, dog har man ved Langaa paa Fyn fundet en Begravelsesplads, som ganske havde den bornholmske Karakter.

Vi have alt omtalt som en Ejendommelighed for Jernalderen, hvordan ved Siden af fælles Karaktertræk det provinsielle træder stærkt frem. Særlig gælder det med Hensyn til Begravelsesskikkene, at her viser sig stor Forskel mellem de enkelte Provinser. Naar