| 708 | Absalons Fortjenester af Historien. |
Svend afsluttede sit Værk umiddelbart efter Sejren over Bugislav. Senere skrev han en Fremstilling af Vederlagsrettens Historie lige siden Kong Knud den stores Dage (S. 391); Absalon havde allerede sammen med sin Fostersøn Kong Knud ladet Vederlogen optegne paa Dansk, nu gengav Svend den i en udførligere Skikkelse paa Latin, fortolkede dens Bestemmelser og tilføjede, støttet paa Meddelelser fra ældre Medlemmer af Vederlaget, Oplysninger om Ret og Vedtægt fra senere Tider.
Her have vi allerede nævnt Absalon som den, der var ivrig for, at Minder fra Fortiden bleve optegnede. Men uforglemmelig Fortjeneste af dansk Historieskrivning vandt han dog især paa anden Maade.
Saxo, saaledes lyder det største litterære Navn fra Danmarks Middelalder, men det er baaret af en Mand, der er saa godt som ukendt. Alt, hvad vi vide om Saxo, er egentlig sagt med Ordene, at ban var »Absalons Klærk«. Der kan nemlig ikke godt være Tvivl om, at det er den berømte Krønikeskriver, hvem Absalon paa sit Dødsleje nævner, da han paalægger sin Klærk Saxo at bringe de to Bøger tilbage til Klosteret i Sorø, som han havde laant derfra. Svend Aagesøn meddeler, at han har tjent i Gaarde sammen med Saxo, som er i Færd med at skrive en udførlig Danmarks Historie fra de ældste Tider af i en skønnere Stil end hans egen. Saxo selv fortæller, at hans Fader og Bedstefader har gjort Krigstjeneste under Kong Valdemar — dette er alt, hvad vi vide om Saxos Person og Slægt. »Klærk« hos en Fyrste eller hos en højere Gejstlig vil imidlertid sige hans Sekretær, den Hjælper, der affatter hans Breve og bevarer hans Segl; gejstlig uddannet har Saxo altsaa været, men ikke Munk. I en Aarbog, der er skrevet hundrede Aar efter hans Levetid, betegnes han som Saxo Lang (longus), en Klærk af vidunderlig og højtdannet Veltalenhed, og lidt senere kalder et Udtog af hans Værk Forfatteren: den udmærkede Grammatiker Sjællænderen Saxo. Tilnavnet Grammaticus, hvad der vil sige: »den kyndige og lærde latinske Stilist«, fulgte senere Krønikeskriveren som Kendingsnavn.
Sin egen Personlighed har Saxo altsaa holdt i Skjul, og skønt han beretter om samtidige Begivenheder, siger han intetsteds, at han med egne Øjne eller Øren var Vidne derved, medens man mangen Gang aner, at netop fordi han selv saa og hørte, er hans Skildring bleven saa malende. »Den ringeste af Absalons Ledsagere«, som han kalder sig selv, staar lyttende, iagttagende og huskende i Nær-
