| 704 | Innocents III sætter Sverre i Band. |
og det lykkedes ham indtil sin Død at trodse den mægtige Pave, at hævde Kongemagtens Ret og i al Hemmelighed alligevel trods Bandsættelsen at blive delagtig i de kirkelige Handlinger. Det sunde og indlysende i hans Udtalelser om Kongedømmets umistelige Ret bragte mange af hans Modstandere paa andre Tanker. Baglerne (af bagall, baculus, Krumstav) — det Modparti, som Biskop Niels af Oslo havde stiftet — bleve fordrevne fra Norge til Jylland 1199; i det følgende Aar satte de sig fast i Tønsberg, men to Aar senere maatte Byen overgive sig (Januar 1202). Faa Uger efter døde den store Konge.
Begge Partier syntes da trætte af Kampen, og Sverres Søn Kong Hakon udsonede sig med Kirken tilsyneladende uden Indrømmelser. Bisperne vendte tilbage, og Band og Interdikt ophørte.
I de norske Bispers Landflygtigheds Tid havde Absalon været dem en' god Støtte; endnu i sit Testamente betænkte han dem, saaledes gav han Ærkebisp Erik, »landflygtig for Retfærdighedens Skyld«, 100 Mark Sølv foruden sin blakkede Hest, hver af Bisperne i Bergen, Stavanger og Hamar fik 50 Mark, Bisp Niels af Oslo et Sølvkar og Sølvtallerkener.
Kristendommen havde bragt et nyt Sprog til Landet, Latinen. Det kunde ikke kaldes dødt, eftersom det lød ved Gudstjenesten og de Gejstlige ofte talte og sædvanlig skrev det; det var desuden det Sprog, hvori al Undervisning blev givet i de gejstlige Skoler. Latinen var en Hjælp for Samkvem og for aandelig Omsætning, hvortil den nyere Tid ikke har haft Mage. Folkeslagene i Europa havde gennem det et fælles Meddelelsesmiddel, som udjævnede Forskelle i Nationalitet og byggede aandelige Broer, der uden det havde været utænkelige. Oldtidens rige Litteratur var i oprindelig eller oversat latinsk Form Grundkilden for al kirkelig og verdslig Visdom, og i de forløbne kristne Aarhundreder havde Folkene desuden skabt en ypperlig og rig Litteratur paa dette Sprog, hvori alle Videnskaber og Fag vare repræsenterede. Latinen var fra et hedensk bleven et helligt Sprog; den latinske Oversættelse af Bibelen, Vulgata, var den eneste Form, hvorunder Guds Ord maatte kendes, og Messen, som var en Hovedbestanddel af Gudstjenesten, maatte alene holdes paa
