| 702 | Helgeninden Margrete. |
Sjællænderne havde en Del Aar tidligere kaaret sig en Helgeninde. Almue og Gejstlighed synes at have handlet paa egen Haand uden at søge Pavens Stadfæstelse. En Frænke af Absalon, især nær beslægtet med den senere Bisp Peder Sunesøn, Margrete blev i Aaret 1176 dræbt paa en Gaard i Ølsemagle ved Køge af sin egen Ægtefælle Herlog; han havde skjult sin Udaad ved at hænge hende under en Bjælke, saa at det saa ud, som om hun havde lagt Haand paa sig selv. Margrete kunde derfor ikke begraves i Kirkegaardsjord og blev jordet ude paa Køge Strand. Der viste sig imidlertid ved Nattetid Ild over Graven og meldtes om Undergerninger ved den, Mistanken mod Herlog blev vakt, og da Rygtet stadig fik ny Næring, lod Absalon alting nøje undersøge og fik Bekræftelse paa de skete Undere. Han kaldte derfor Herlog for sig og sigtede ham for Udaaden, og denne maatte gaa til Bekendelse. Saaledes kunde Absalon give den dræbte Frue Oprejsning. Fulgt af talrige Skarer drog han til Stranden, lod Liget tage op af Graven og lægge paa en Baare; foran denne bar man Kærter og Lamper, efter den fulgte Absalon og Klærkene under Sang af Hymner; gamle og unge, fornemme og Bønder strømmede til den højtidelige Gravfærd. Liget blev ført til Vor Frue Kloster i Roskilde og jordfæstet i Kirken under et prægtigt Gravmæle. Paa det gamle Hvilested ved Stranden byggedes der et Kapel. I Sjællands østlige Herreder indsamlede man aarlig en Kollekt Margrete-Skud, der tillige med Tredjedelen af hvad der indkom ved Kapellet, tilfaldt Vor Frue Kloster, og ofte hørte man om Undere ved Graven i Kirken.
Absalons Holdning under de skaanske Oprør har vist os, hvor bestemt han hævdede Kirkens Rettigheder, saaledes som de vare fastslaaede ved Pavebud, Kirkeforsamlingers Beslutninger og de rundt om i Landene gængse Vedtægter. Hvor fast hans kirkelige Standpunkt var, skulde ogsaa fremgaa af hans Forhold til de i et andet Land udkæmpede Stridigheder.
I Danmark havde der ikke været nogen Strid mellem Kongemagt og Kirke. I Landets indre Kampe havde Kirkens Mænd snart staaet ved Kongens Side, snart imod ham; om de to Magters Retsstilling over for hinanden skulde der først blive kæmpet i senere Tidsaldre. Helt anderledes vare Forholdene i Norge. Mellem Kong Sverre og den nylig valgte Ærkebiskop Erik lvarsøn var der udbrudt Strid, da Bispen ikke vilde krone Kongen, med mindre denne bekræftede Kirken i Besiddelsen af meget vidstrakte Privilegier, saaledes om Bispevalget, Patronatsrettigheder og den gejstlige Hirds Størrelse,
