| De meklenburgske Fyrster Niklot og Borwin fanges. | 679 |
Fra nu af skrev Kong Knud sig: Daners og Venders Konge (Fig. 251).
Men Bugislav blev en trofast Vasal. Han mødte næste Aar i Danmark og bar ved Paaskefesten Sværdet foran Kongen. Da han to Aar efter laa paa sit Dødsleje, indskærpede han sine nærmeste Trofasthed mod Danmark og udtalte sit Ønske om, at Kong Knud vilde dele Landet mellem hans Børn. Efter hans Død blev dette Ønske meldt til Knud, som lod hans Sønner Niels og Henrik kalde til Vordingborg, hvor han delte Landet mellem dem, men tillige satte betroede Mænd ved deres Side for at vogte paa, at alt overholdtes.
Der gik kun faa Aar, før en endnu større Magt over vendiske Lande tilfaldt Knud, endog uden at Sværdet fra dansk Side blev draget, kun som ny Frugt af det alt erhvervede. 1 Meklenburg regerede to beslægtede Fyrster Niklot og Borwin. Den sidste var engang paa Søtogt trængt ind i Fyrst Jarimars tilgrænsende Lande, da han uforvarende blev fanget; Fyrsten sendte ham til sin Lensherre Kong Knud. Mærkeligt nok havde Niklot samme Skæbne. Han blev paa et Byttetog ind i Fyrst Bugislavs Lande tagen til Fange og ligeledes sendt til den danske Konge. Efter nogen Tids Ophold i Fængslet indgik de to Fyrster et Forlig med Kongen om at ville tage deres Land til Len af ham og stille Gisler som Sikkerhed for deres Troskab. I Overensstemmelse hermed ordnedes de abodritiske Forhold. Borwin, der gav sin egen Søn til Gissel, fik den midterste Del med Byerne Ilow og Meklenburg, Niklot den østlige Del med Rostock. Kun i de vestlige Landskaber indtog endnu Grev Gunzelin af Schwerin en uafhængig Stilling.
Herredømmet over Venderne — siger Saxo i Slutningen af sit Værk — der var blevet nægtet Kong Valdemar trods hans udholdende Bestræbelser, var saaledes ved Vaabenlykken næsten uden Møje tilfaldet hans Søn.
Da Absalon 1185 stod foran Julin, var han 57 Aar gammel. Han havde fra sin første Manddomstid færdedes under de største Anstrengelser, taalt Kulde og Sol, Tørst og Hunger, han havde baaret saadanne Tryk og Lidelser, som en vidt omfattende Kalds-gerning, hvileløs Vagtsomhed og idelig Skuffelse ved svigtende Bistand kunde avle — det var vel intet Under, om han nu skulde føle sig træt. Vi have ingen Efterretning om, at Absalon senere deltog i noget Hærtog, skønt det mulig har været Til-
