| 672 | Skaaningernes Oprør 1182. |
I deres Halsstarrighed samlede Bønderne sig paa ny og svor de stores Undergang. Denne Gang kom det dog ved Absalons energiske Optræden ikke til Kamp. Han skyndte sig med sjællandske Tropper til det Sted, hvor Bønderne havde ladet deres Skarer samle sig, og her hindrede han ikke alene enhver Urolighed, men fik ved en retfærdig og billig Afgørelse netop de Bestemmelser gennemførte, som de i deres Uforstand havde søgt at kuldkaste. Over Harald gik der Dom, og han blev ladt i Stikken. Almuen faldt i det hele fuldkommen til Føje og billigede alt, hvad Absalon fastslog; den blandede sig med hans Skarer og syntes helt at have glemt sine tidligere Oprørsplaner.
Da Kong Knud fra Jylland naaede over til Skaane, var Landet derfor fuldkomment roligt. Kongen var dog saa harmfuld over, hvad der var sket, at han lod Frosteherred give til Pris og vilde have lagt det øde, dersom Absalon ikke havde bønfaldt ham om Naade for det. Knud gik da ind paa, at de, som havde sluttet sig til Harald, skulde kunne ved Bøder købe sig fri for den fortjente Forræderistraf. Omsider blev da Fred og Rolighed bragt til Veje i det Landskab, som havde saa vanskeligt ved at bøje sig for de nye Tiders Krav, og hvor Tronfordrere paa Grund af den lange Landegrænse syntes let at kunne opstilles og finde Tilhold. Dog havde det sidste Oprør en helt anden Karakter end det tidligere, som Kong Valdemar havde dæmpet og hvor almindeligere Spørgsmaal om Folkets Ret over for Kongen og Kirken vare fremme; dengang stod da ogsaa mange Herremænd Last og Brast med Bønderne eller vare endog Ophavsmænd til Urolighederne. Den fornyede Opstand synes alene støttet af Almuen og var rettet mod alle besiddende og store.
Kejser Frederik havde gentagne Gange i Breve opfordret Kong Knud til at møde ved hans Hof for at hylde ham og forny det Venskabsforhold, hvormed hans Fader havde været knyttet til Kejseren. Knuds Raadgivere advarede ham imidlertid imod at lade sig narre af et Rænkespil som det, hvori Kong Valdemar var bleven fanget. Vred over Kongens undvigende Svar truede Kejseren med, at han vilde tage Riget fra Knud og give det til en anden, men han fik det Svar, at han dog først burde undersøge, om nogen vilde tage det i Forlening. Efter at den skriftlige Henvendelse var mislykket, gav Kejseren en af sine store, Grev Sigfred af Orlamünde, der var gift med Knuds Søster Sofie, det Hverv ved per-
