| 668 | Kong Valdemar og Absalon. |
punktet allerede være forrykket derved, at Absalon gennem en udmærket Fortæller, som var ham inderlig hengiven, har bragt Kundskaben om de store Bedrifter til Efterverdenen. Det er vel heller ikke vanskeligt hos Saxo at faa Øje for, at der i enkelte Henseender er fremkommet en Forskydning af Linierne i Billedet. Desuden var det værdt at betænke, om ikke Sammenspillet mellem de to netop var det, der gav hver enkelts Gerning dens storladne Karakter. Et Par Aar efter Valdemars Død synes Absalons Deltagelse i Statens verdslige Styrelse at høre op, ganske vist med en Udgang saa pragtfuld, som der nogen Sinde har fulgt paa, et langt Sejrsløb, men Sammenfaldet af Absalons og Valdemars Tidsalder peger dog næsten hen paa en inderlig Enhed mellem dem i Virkeevner.
Selv om nu Saxo maaske ikke yder Valdemar fuld Ret, er det ikke destomindre en straalende Kongeskikkelse, som han tegner for os. Thi Valdemar ses fra sin tidlige Ungdom som en ædel Kæmper, der ved Herkomst fra Kongeslægten, som Søn af den hellige, folkeyndede Hertug og Arvetager af dennes store Tapperhed var adlet til at staa som Folkets Fører. Den Kongeglans, som fra første Færd er over ham, overskygges ikke senere eller skæmmes ved nogen uværdig Gerning, og Nationen føler, at der efter de mange uheldige Regenter atter sidder en Konge paa Tronen, som kan skaffe Landet Anseelse og Fred. Det samme Indtryk af Valdemars Personlighed synes Udlandet at have; da Kongen er paa Rejsen til Burgundmødet, bede Bønderne ham om at lægge sin Haand paa deres Børn eller om at saa en Haandfuld Korn for dem, fordi det vilde bringe Lykke. Vi have ogsaa set, hvilken Hyldest der fra Folkets Side blev Valdemar til Del ved Besøget i Lübeck.
Betegnelsen »den store« — som først blev givet Valdemar af Reformationstidens Historikere, der yndede at værdsætte Fortidens Skikkelser — er bleven tillagt andre Konger med mindre Ret. Hans 25 Regeringsaar vare en Storhedstid for Landet, og den Konge, som i en saa væsentlig Grad var Folkets Fører i det skønne Tidsrum, maa vel med Rette kunne bære et saadant Navn. Det er stort at kunne være en høj Stilling voksen i en vanskelig Tid, og Evne saavel som Vilje til at udfylde et saadant Kald besad Kong Valdemar. Han forstod den Kunst at tage sig Raadgivere og Medstyrere, som vare baade ham selv og Landet tjenligst, at erkende andres Overlegenhed, at lære af de nærstaaende og at drage de fjernt-staaende og de vrangvillige til sig. Og derfor opnaaede Valdemar, at Riget atter blev samlet til Enhed, og at et nyt Regeringssystem med
