| 658 | Kong Valdemar vil kue Oprøret med Vaabenmagt. |
Kongen eller Tiende til Ærkebispen, hvis Embede var ganske ufornødent, ligesom de forkastede Præsternes Cølibat.
Saaledes vare disse Optøjer og Uroligheder bievne en fuldkommen Opstand. Paa Absalons Møde med Skaaningerne var der kun Tale om Uvilje mod Embedsmænd, medens nu Kongens Myndighed helt bestredes; først nu vendte Angrebet sig mod Ærkebispen og hans kirkelige Krav.
Oprøret maatte slaas ned med Vaabenmagt, og Kongen samlede efter Høstens Ende en Hær, som han lod sætte over til Helsingborg. Absalon var efter Kongens Bud en af dem, der landede sidst. Det var Høstfiskeriets Tid; der færdedes mange ved Stranden, hvor man havde rejst Hytter, og denne Befolkning modtog Absalon med Stenkast, ja Kongen, som boldt Stævne med Almuen, maatte se en Del af Forsamlingen ile bort for at deltage i Angrebet paa Ærkebispen. Da blev Valdemar op-tændt af Harme og ilede til Stranden; straks forsvandt alle Angriberne, gemte sig i Teltene eller syntes kun at tænke paa deres fredelige Dont. Kongen holdt derpaa Raadslagning med sine Mænd ligesom Absalon med sine; men medens de sidste aldeles ikke udtalte Frygt for paa egen Haand at skade Ro til Veje, hørte man i den Forsamling, som Kongen holdt, især Jyderne tilraade Forsigtighed. Erindringen om Fotevigslaget og Frygt for, at den nylig i Sjælland og Skaane indførte Tiende ogsaa skulde blive fremtvunget i Jylland, bevægede dem til den forsigtige Holdning. Da nu Valdemar i Enrum bad sin trofaste Ven om endelig at drage tilbage til Sjælland, gav Absalon efter, medens dog hans Kriger-skare blev tilbage hos Kongen.
Ved Forhandlingerne paa Tinge med Almuen, der tillod sig at møde væbnet, blev der fremsat nye og falske Beskyldninger mod Absalon, og da Jyderne skjult gav deres Bifald til Kende, voksede Urosaanden. Det blev besluttet, at udvalgte Skaaninger skulde
243. Kalundborg Kirke.
