| Festen i Ringsted den 25. Juni 1170. | 629 |
og alle hans Folk paa een nær flygtede fra Borde. Fjenderne stormede allerede frem over Dækket, da Esbern endnu engang samlede al sin Kraft, sprang op og ved idelig fornyede Angreb drev dem tilbage. Nu kom ogsaa Kristoffers Folk til Hjælp og fik ham draget over paa deres Skib. Imidlertid vare Sørøverne af de danske Skibe bievne afspærrede fra at kunne drage bort; de greb da til at bygge sig en hel Befæstning af deres Fartøjer og af Træstammer, de tilhuggede Stager som Vaaben og samlede Sten til Kasteskyts. Men næste Dag gik de Danske modig løs paa Forskansningen, som det lykkedes dem at entre, og nu blev ikke en eneste af Fjenderne skaanet. Derpaa blev Byttet delt; de faldne menige Danske jordedes paa Stedet, men de dræbte Høvdingers Lig bleve lagte i Salt og førte hjem til Danmark. Med Skrammer og med Saar, med Melding om en haard Kamp, der havde bragt flere Kammerater Døden, men var endt med en smuk Sejr, mødte den djærve Flok i rette Tid ved Ringstedfesten.
Landets høje gejstlige og verdslige Høvdinger og en talrig Skare af Almuen var ved Midsommertid stævnet hen til den minderige By. Den danske Ærkebisp og Ærkebisp Stefan fra Upsala, de syv danske Bisper og Bisp Helge af Oslo vare med talrige andre høje Gejstlige mødte for at ære den danske Kirkes nye Helgen. Dagen efter Sankt Hansdag fandt den store Fest Sted, og Eskil med Absalon ved sin Side ledede den kirkelige Handling. Først blev den pavelige Bulle kundgjort. Ved Kong Valdemars Breve, ved Ærkebisp Eskils skriftlige Fremstilling og Ærkebisp Stefans mundtlige Beretning var Pave Aleksander bleven oplyst om, at Hertug Knud ikke blot havde ført et hæderligt og rosværdigt Liv, men at efter hans Død en Kilde var sprunget frem tæt ved hans Grav, en blind havde her faaet sit Syn og mange andre Undergerninger vare skete, saaledes som mangfoldige havde vidnet. Derfor var det besluttet, at Knuds
227. Sværd (3 Fod langt; fra o. 1200).
