| 628 | Kristoffers og Esbern Snares Togt 1170. |
Kristoffer med paa Vendertogene, og da han var bleven ældre, gjorde Valdemar ham til Høvedsmand i Slesvig og Forsvarer af Grænsen (o. 1167). Med sit søndeijydske Udbud var han i stadig Virksomhed, og han undlod saaledes ikke at falde ind i det nærmeste Fjendeland Wagrien; paa et Togt derhen gjorde baade Ærkebisp Eskil og Absalon ham Følge med deres Skibe.
Efter at Rugen var erobret, var den nærmeste Udfaldsport mod de danske Strande bleven lukket. Der kunde nu tænkes paa en mindre fuldstændig Ledingstjeneste. Ved Lov blev det paabudt, at der skulde holdes Mandtal over Flaaden, og det vedtoges, at hvert fjerde Skib — eller omtrent et Skib af hvert Herred — skulde stadig ligge paa Vagt i Farvandene, saa længe disse vare aabne. Til denne Tjeneste udtoges især unge, ugifte Svende; de fik Absalon og Kristoffer til Høvdinge og lod sig i øvrigt ikke nøje med Strømmene omkring Danmark, men gjorde Afstikkere viden om. Ved Østersøens Kyster fandtes jo mange Fribytterfolk; Pomeranere og Preussere, Kurer og Ester — alle søgte de Rov paa Søen eller i Nordens Lande.
Netop for Aaret 1170 paatænktes der et djærvt Togt af det unge Mandskab til de østlige Farvande, dog maatte man være hjemme inden St. Hansdag, thi til den Tid skulde der i Ringsted holdes et stort og prægtigt Møde om et for Land og Kongeslægt lige vigtigt Anliggende. Nu var nemlig Pavens Tilladelse til Hertug Knuds Kanonisation kommen, og den højtidelige Skrinlæggelse skulde foregaa; tillige var det bestemt, at samtidig skulde den unge Knud krones til Konge. Vaartiden, der var saa vel egnet til et Strejftogt paa Søen, burde dog ikke gaa unyttet hen, og derfor stævnede Flaaden ud under Anførsel af Kristoffer med Esbern Snare ved sin Side. Først styrede den mod Øland og fik her at vide, at Kurer og Ester laa paa Sørøveri i en Havn i Nærheden, hvorhen man derfor hurtigt roede. Sørøverne trak deres Skibe paa Land og flygtede til en bagved liggende Skov, men ikke saa saare var Mandskabet fra nogle danske Skibe gaaet i Land for at forfølge dem, førend de brød frem fra deres Skjul og anrettede et blodigt Nederlag paa de Danske. Kristoffer vovede under disse Forhold ikke at lande, hans Skib, der laa halvt krænget paa Stranden, blev af Fjenden i den Grad overdænget med Stenkast, at Esbern for at redde Kongesønnens Liv maatte ro ind mellem hans Fartøj og Bredden. Nu vendte Sørøverne Angrebet mod Esbern, som overvældedes med Pile og Stenkast, indtil han bevidstløs segnede om
