| 614 | Wolgast deles 1164. |
Støtte. Hos de Holstenere, der havde bosat sig i Wagrien efter at have forjaget de vendiske Indbyggere, var der nemlig Uroligheder; de vægrede sig ved at betale Tiende og truede med at flygte til Danmark. Henrik sluttede da Forbund med Valdemar om gensidig Udlevering af Flygtninge, hvorefter Wagrerne maatte falde til Føje. Ikke desto mindre var Henrik stadig en lunken Forbundsfælle og skinsyg paa de Danskes Herredømme over Rugen og Wolgast, ja han modtog Hylding af Røboerne i Lübeck. Men da der i 1164 udbrød en stor Opstand i Meklenburg, ledet af Pribislav og understøttet af de pommerske Fyrster, anmodede Hertug Henrik igen Danmark om Hjælp; et Fællestog blev bestemt og samtidig et Giftermaal aftalt mellem Valdemars lille Søn Knud og Henrik Løves Datter. Understøttet af Markgreven af Brandenburg Albrecht »Bjørnen« og Grev Adolf af Holsten drog Henrik mod Venderne og sejrede; men Grev Adolf faldt.
De Danske havde imidlertid i Forening med deres tvungne Forbundsfæller fra Rugen besat Wolgast og vare rykkede frem lige til Stolp. Her slog de Bro over Peene, saa at baade Sachserne og de Danske kunde rykke over paa højre Bred og plyndre Landet. Da begyndte de pommerske Fyrster at tinge om Fred. Henrik Løve fordrede, at de for Fremtiden skulde undlade at støtte Meklenburgerne, og Wolgast maatte de afstaa; det stilledes under et tredobbelt Herskab, nemlig Tetslav af Rügen, Kasimir af Pommern samt Prislav, en Broder til Pribislav og Vertislav, der var bleven forjaget af sin Fader, fordi han' havde antaget Kristendommen, og havde fundet Tilflugt i Danmark, hvor han ægtede en Søster af Kong Valdemar. Det var atter et kummerligt Resultat for de Danske efter de store Anstrengelser, men Hertugen var utilbøjelig til at tilstaa Kongen nogen Ret paa Fastlandet.
Endnu følte de Danske sig desuden utrygge paa vendisk Grund. Det havde vist sig. at ingen Dansk — med Undtagelse af Absalon og en Del Sjællændere — havde vovet at ligge i Besætning i Wolgast, hvad derfor maatte opgives. Men ogsaa Forbundsfællerne paa Rugen foruroligede de Danske. Hvor let kunde ikke disse Hedninger uventet falde dem i Ryggen! Deres Upaalidelighed kom allerede for Dagen næste Aar (1165), da de sluttede Forbund med Henrik Løve og lod deres Besætning rømme Wolgast. Kongen og Absalon drog da paa Togt til Rugen, og efter et nyt Togt om Efteraaret, for at fratage Røboerne den indhøstede Sæd, bleve disse nødte til at slutte Fred, stille Gisler og betale Penge.
