De Danske angribe Pommern. | 613 |
gamle Skuder derhen, og næppe var Henrik draget med Kejseren til Italien, førend de igen viste sig paa Plyndringstog i de danske Farvande.
Efter Hertug Henriks Hjemkomst havde Valdemar en Sammenkomst med ham ved Elben, og et Fællestogt blev aftalt, der skulde foregaa samtidigt fra Sachsens Indre og fra Kysten (1160). Abodriternes Fyrste Niklot besluttede da — som under Korstoget for 13 Aar siden (S. 568) — at komme de forbundne i Forkøbet ved et Angreb paa Lübeck. Denne Gang blev Overfaldet dog afværget. Niklot lod derfor sine Borge i det vestlige Meklenburg afbrænde og trak sig tilbage til Borgen Werle. Kong Valdemar og de Danske vare landede ved Wismar og mødtes snart med den tyske Hær under Hertug Henrik. I en Skærmydsel mellem Sachserne og Venderne blev imidlertid Niklot dræbt, og hans afhuggede Hoved bragtes til de forbundne Fyrsters Lejr. Niklots Sønner Pribislav og Vertislav vovede da ikke at forblive i Werle, men tændte Borgen i Brand og flygtede til Skovene. Imidlertid hærgede Sachserne og de Danske viden om, og snart laa hele Abodriternes Land betvunget for Hertugens Fod. Da Niklots Sønner derpaa underkastede sig ham for at redde noget af deres Arv, gav han dem Werle med den østlige Del af Meklenburg samt Dele af Pommern Øst derfor, Resten af Abroditerlandet forlenede han bort til sine Høvdinger. De Danske gik derimod tomhændede ud af Kampen-, de bleve, som for tretten Aar siden, narrede for Lønnen, ja Røboere og Pomeranere søgte ligesom dengang at falde den danske Flaade i Ryggen og indelukke den, da den var sejlet op ad Warnow. Dette lykkedes dog ikke, og til Straf hjemsøgte Valdemar og Absalon Pommerns Kyster og Rugen, saa at Røboerne maatte bede om Fred, stille Gisler og love at hjælpe Kongen mod de andre Vender.
Da derfor i Foraaret 1162 Valdemar lagde sig med sin Flaade ved Strela — det Sted, hvor et halvt Hundrede Aar senere Stralsund anlagdes — maatte Røboerne give Møde i den danske Hær og følge med den paa et Tog til Wolgast. Indbyggerne i dette Landskab vendte sig i deres Nød til Bugislav af Pommern med Bøn om Bistand, og ved hans Mægling opnaaede de Fred, imod at de gave sig ind under dansk Herredømme og lovede at forhindre, at nogen Sørøver løb ud af Peenemundingen. Det huede kun lidet Hertug Henrik, at Danmarks Konge saaledes vandt Besiddelser paa Fastlandet, men han kunde paa den Tid ikke undvære de Danskes