En Dags Kamp paa det vendiske Fastland. | 603 |
knitrende Flammer lærte dem snart, at de havde danske Krigere for sig. Absalon var imidlertid med sin Afdeling af Hæren ad en anden Vej trængt fjernt ind i Landet; ved lysende Baal vejledede de to Delinger hinanden om, hvor deres Skarer drog frem, og efter endt Hærfærd kunde de med rigeligt Bytte samles ved Skibene. De traf dog kun en Del af Flaaden, thi Resten var gaaet til Søs for at kæmpe med Røboer, som stævnede imod dem. Efter at have slaaet disse fuldstændig paa Flugt vendte de danske Skibe
222. Kort over de vendiske Lande og Pommern.
tilbage, og nu kunde hele Hæren indskibe sig. Under Udfarten blev Valdemar uformodet angrebet af vendiske Skibe, og mange af de danske Fartøjer flygtede fejgt, medens Kongen optog Kampen og ved en Pileregn drev Angriberne tilbage.
Kun een Dag havde de Danske kæmpet med Venderne, men hvor havde dette Togt ikke været rigt paa Omskiftelser og paa Lærdomme! Man havde erfaret, at det gjaldt om at komme overraskende og hurtigt, og man havde lært, at kun Enighed og Vilje til at lystre gav Sejr; man havde set, hvor meget der endnu manglede Krigerne i Udholdenhed og Tapperhed. Imidlertid havde de Danske dog vist sig i de vendiske Farvande og kundgjort, at de vilde tage Kampen op; for Deltagerne vare Minderne om denne Prøvefart saa rige, at Togtets smaa Begivenheder ikke glemtes under alle de overvældende Minder, som de følgende mangfoldige Hærtog bragte med sig.
Endnu samme Efteraar gjorde Valdemar med Skaaninger og